Daniel Agger skal have ny manager i Liverpool, som ifølge en række engelske medier har fyret Kenny Dalglish efter en skuffende sæson, hvor det endte med en ottendeplads i Premier League.
BBC skriver, at fyringen kommer efter, at Dalglish har været til møde med klubbens amerikanske ejere, John W. Henry og Tom Werner, i Boston.
I de seneste dage har der være mange skriverier om, at Dalglish var tæt på en fyring. Den 61-årige skotte førte godt nok holdet frem til årets FA Cup-finale og til triumf i Liga Cuppen, men det handler om succes i Premier League for traditionsklubben.
Dalglish afløste for 16 måneder siden Roy Hodgson som klubbens manager. Hodgson blev også fyret på grund af dårlige resultater, men efter et stop i West Bromwich Albion er Hodgson i dag engelsk landstræner.
Fra 1985 til 1991 stod Dalglish også i spidsen for Liverpool, hvor han kaldes "King Kenny" - især på grund af de mange triumfer, han har fejret med klubben som spiller.
På Premier Leagues ottendeplads sluttede Liverpool hele 37 point efter mestrene fra Manchester City.