Når de danske landsholdsspillere skal se tilbage på kampen mod Tjekkiet fredag eftermiddag, er der én ting, danskerne gerne ville have gjort om: Overtalsspillet.
Specielt i anden periode, hvor Danmark i 1,23 minut spillede fem mod tre og efterfølgende havde en periode fem mod fire, var der gyldne muligheder for en dansk føringstræffer. Nu endte de rødhvide uden mål og et 0-2-nederlag.
- Der skal laves mål, der skal vi simpelthen score, siger backen Philip Larsen, der mod tjekkerne var på isen i næsten 25 minutter og er en vigtig brik i det danske overtalsspil.
- Der var op til flere gange, hvor pucken lå og dansede rundt derinde. De havde momentum og fik pucken væk. På en god dag havde vi fået en eller to af dem ind. Men stor ros til deres målmand. Han gjorde det godt, siger Philip Larsen.
Kaptajn Morten Green mener, at overtalsperioderne i anden periode var afgørende for, at hans hold nu står tilbage med nul point i tabellen.
- Vi kan ikke spille to minutter fem mod tre og fem mod fire uden at lave mål. Vi kunne have lukket kampen der, og hvis ikke man laver mål, når man har sådan nogle muligheder, så bliver det umuligt mod de gode modstandere, siger Morten Green.
Netop evnen til at slå til når den store mulighed byder sig, var den lille forskel, der var på de to hold, mener Frans Nielsen.
- Effektiviteten var forskellen. At vi ikke scorede i vores powerplay var ikke godt nok, siger Nielsen.