Mange danskere kender sikkert den amerikanske film Groundhog Day fra 1993, hvor filmstjernen Bill Murray vågner op og gennemlever den samme dag igen og igen.
Noget lignende udspiller sig i disse dage i etapeløbet Tour of California, hvor rytterne har kørt de første tre etaper.
Søndag vandt slovakiske Peter Sagan 1. etape foran australske Heinrich Haussler, der nappede andenpladsen.
Mandag gentog duoen den bedrift, da Sagan igen vandt og igen kørte Haussler over målstregen som nummer to.
Og minsandten om ikke det skete en gang til på 3. etape tirsdag, hvor slovakken endnu en gang henviste australieren til andenpladsen.
Der er derfor ikke meget, der kan overraske længere i det amerikanske cykelløb. Heller ikke, at Peter Sagan fører klassementet foran Haussler, der er 12 sekunder efter slovakken.
Tour of California slutter på søndag.