Der venter danskerne en stor reform af beskæftigelsessystemet, som årligt koster 16-17 milliarder kroner.
Det fastslår finansminister Bjarne Corydon (S) fredag ved Folkemødet i Allinge på Bornholm i en debat om, hvordan Danmark skaber vækst, med DIs direktør Karsten Dybvad og Dansk Metals formand Claus Jensen.
- Der lægges op til at tage ret grundlæggende fat, siger han om beskæftigelsesreformen, som forhandles til efteråret. Regeringen har bedt fhv. skatteminister Carsten Koch vurdere systemet, som hører under beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
- Mette har sat en ret markant dagsorden. Det plejer hun at følge op, siger Bjarne Corydon.
Reformen skal blandt andet forhandles med Venstre, hvis gruppeformand Kristian Jensen har efterlyst en ambitiøs reform, som kan skaffe et antal milliarder kroner.
Da ledige højst kan hæve dagpenge i to år, har flere kritiseret, at de kommunale jobcentre er for dårlige til at skaffe job til de ledige. Karsten Dybvad kræver, at systemet bedre matcher virksomhedernes behov med de lediges kvalifikationer.
Til efteråret skal Folketinget forhandle både beskæftigelsessystemet og erhvervsskolerne, understreger Bjarne Corydon.
- Vi vil gerne have et bedre beskæftigelsessystem. Det er ikke særlig effektivt, især når man har en toårig dagpengeperiode. 18 procent af de unge falder nærmest fra. Det er man nødt til at gøre noget ved, siger finansministeren.
Claus Jensen fastslår, at det ikke nytter at sende 16 procent af folkeskolens afgangselever, som ikke læser og skriver godt nok, ind på erhvervsskolerne. De får ikke en uddannelse som håndværkere med så dårlige kvalifikationer, mener Metal-formanden.
/ritzau/