Coop drejer nøglen om for 16 butikker i Brugsen-kæden

300 ansatte i Dagli'Brugsen, LokalBrugsen og Brugsen bliver ramt, når 16 butikker lukker.
Flere underskudsgivende Dagli'Brugsen lukkes af Coop. Butikken på billedet ligger på Tuborgvej i København og er ikke en af de butikker, der lukkes.
Flere underskudsgivende Dagli'Brugsen lukkes af Coop. Butikken på billedet ligger på Tuborgvej i København og er ikke en af de butikker, der lukkes. Foto: Katrine Emilie Andersen/Scanpix

15 Dagli'Brugs- og LokalBrugs-butikker, der gennem en årrække har givet underskud, lukkes 30. juni.

Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Derudover bliver en forretning på Amagerbrogade i København også lukket.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Der er tale om butikker i blandt andet Nykøbing Mors, Thisted og Viborg.

Lukningerne kommer til at berøre cirka 300 ansatte, skriver Coop.

- Det er butikker, der giver betydelige underskud, og hvor vi gennem flere år har kæmpet for at vende udviklingen, siger kædedirektør for Dagli'Brugsen Torben B. Andersen.

- Men i år har butikkerne samlet set desværre forstærket den negative udvikling trods en stor indsats fra medarbejdernes side. Vi ser derfor ikke flere muligheder for at drive dem videre, siger han.

Coop oplyser, at butikkerne har givet et årligt tocifret millionunderskud.

De medarbejdere, der berøres af lukningerne, er blevet orienteret, oplyser Coop.

HK Handel, der organiserer en stor del af de ansatte, er klar til at hjælpe de fyrede medarbejdere videre.

- Det er beklageligt, at så mange medarbejdere mister deres job, men vi står klar til at hjælpe de opsagte medlemmer videre i deres arbejdsliv.

- Både i forhold til at svare på spørgsmål om rettigheder i forbindelse med opsigelser, i forhold til jobsøgning, og i forhold til at afdække den enkeltes ønsker og behov for udvikling, siger Louise Holm Sommer, der er faglig sekretær i HK Handel, i en kommentar.

Hun nævner blandt andet, at opsagte medarbejdere under HK's overenskomst med Coop har ret til uddannelse i op til syv uger.

Coop oplyser, at man ikke har nogen planer om at bruge de lukkede butikker til andre formål.

De vil derfor blive sat til salg eller lejet ud til interesserede lejere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.