Rune Skyum-Nielsen skriver fra London.
Fire stjerner ud af seks
Coldplay live: I Brixton Academy, London, mandag aften
Fire stjerner ud af seks
Coldplay: Viva La Vida or Death And All His Friends (EMI)
Mandag aften sneglede ventetiden sig af sted, mens snakken bølgede ubønhørligt frem og tilbage på Londons skattede og berygtede Brixton Academy. Skattet, fordi det er et ekstremt intimt spillested i forhold – dets kapacitet på 5.000 ølbællende og ordkværnende tilskuere taget i betragtning. Berygtet, fordi det tæppebelagte monstrum af en indbagt pizza har det med at suge selv de største bands ned i underlaget af klæge gulvtæpper, som briterne af uforklarlige årsager lægger over alt, hvor sådan nogle lægges kan.
Brixton Academy fik dog ikke has på tidens vel sagtens største band, Coldplay, der markerede album nummer fire med en overvejende veloplagt koncert. I hvert fald var det en koncert, som kælede for de utålmodige masser med fejende flotte fodboldomkvæd og showmanship frem for musikalsk præcision.
Uskylden skaller
Var man kommet for at følge de vedvarende rygter om et forandret Coldplay til dørs, blev man dog slemt skuffet. Umiddelbart inden forsanger Chris Martin åbnede med den nyeste albumstarter ’Life in technicolor’, fik aftenens konferencier godt nok lige indskudt, at bandets fjerde og allerede storsælgende plade er dets mest provokerende til dato. Der skal bare heller ikke meget til. Thi siden kvartetten slog igennem lydmuren med ’Parachutes’-albummets hudløst udkrængende – nogle ville sige klynkende – ballader i 2000, har ’rebelsk’ ikke just været det mest oplagte mærkat at klistre på musikken.
Men, indrømmet, ’Viva La Vida or Death And All His Friends’, som den rædselsfulde albumtitel lyder, rummer så absolut mere kant og vovemod. Det kan høres, at U2’s producer Brian Eno og Arcade Fires ditto, Markus Dravs, har været med hele vejen – og det har pillet noget af den ferske uskyld af Coldplay. De spiller mindre snørklet, mere energisk og mere direkte.
Med lige dele stadionrocket storhed og gejstlig flamme drives de 10 numre fremad og søger nye græsgange for drengerøven Chris Martin, som joker og bobler omkring på scenen i sin begejstrede og dinglende krop.
Først gang, hvor øret for alvor ægges på den nye plade, er ’Cemeteries of London’. Her træder historiefortælleren Chris Martin i forgrunden for en nærmest episk og folket produktion. Snart efter høres bandets stadig stærkere bånd til store amerikanske rappere, når orgel og tungt hiphopbeat blandes og skyder albummets vel sagtens flotteste nummer, ’Lost’, af sted. Begge numre indeholder – til trods for nogle dystre tekster – en glød af tro på en løsning. Noget bedre er i vente.
Væk fra blindgyden
’Lost’ er utvivlsomt en træffer, der hænger ved, og det samme gør førstesinglen ’Violet Hill’ og ’Viva La Vida’. Men de udmærker sig især ved deres nonverbale passager, hvor tusinder af koncertgæster skråler med som var de til fodboldkamp. Lå-lå-lå-lå-lå, og altså ikke udpræget sofistikeret sangskrivning.
Jo længere vi når gennem koncerten mandag aften, står det i det hele taget klart, at Coldplay med det nye album ikke kommer til at høste samme respons som på nyklassikerne ’Yellow’, ’Speed of Sound’, ’In My Place’, ’The Scientist’, ’Clocks’ og ’Trouble’.
Koncerttesten er på en måde skånselsløs, men som regel også forunderligt retfærdig, og ’Viva La Vida or Death And All His Friends’ byder ganske enkelt ikke på den slags skælvende smukke klagerier. Til gengæld har bandet fundet en vej videre efter album nummer tre, ’X&Y’, hvor det lidt lød som om Coldplay var ved at ende i en musikalsk blindgyde.
Men Coldplay går ikke kold. De helt store hits mangler godt nok, men der er masser af mindre træffere, masser af varme, storhed og tro på, at verdensherredømmet igen kan blive britisk.