Når mangemillionærerne på to af verdens bedste fodboldhold søndag aften tørner sammen på Camp Nou i Barcelona, er det mere end point i den spanske liga - og æren, der er på spil.
Fodboldbraget finder sted i det økonomisk kriseramte Spanien, og rivalerne fra FC Barcelona og Real Madrid fra den spanske hovedstad kan, hvis man tager de politiske øjne på, repræsentere to sider, der er på kollisionskurs.
For blot tre uger siden demonstrerede over en million mennesker på gaderne i Barcelona for løsrivelse af Catalonien, den forholdsvis velhavende region, hvor Barcelona er hovedstad.
Det er ikke noget, centralregeringen i Madrid bryder sig om, og det er denne uenighed, der kan kaste skygger over fodboldopgøret.
Gerard Pique, forsvarsspiller og verdensberømthed hos FC Barcelona, appellerer til, at politik holdes ude af "Clasico", som fodboldkampe mellem de to superhold kaldes.
- Kampe mellem Barcelona og Madrid tages i stigende grad som Catalonien mod Spanien, og det bør ikke ske, skriver han på sin Twitter-konto.
- Det er bare en fodboldkamp, tilføjer han.
Men det er ikke sikkert, at alle er af den opfattelse. Embedsmænd i FC Barcelona er gået med til at tillade, at Catalaniens gule og røde farver udstilles i en gigantisk mosaik, der dannes af fans, som holder kort i vejret på stadion søndag aften.
17 minutter og 14 sekunder inde i kampen vil de 98.000 tilskuere på stadion - hvis de da alle er catalanere - råbe slagord for selvstændighed.
Det skal være en henvisning til catalanernes militære nederlag i 1714 i kampen for selvstændighed.
En af Piques holdkammerater, midtbanestyrmanden Xavi, hyldede fredag klubbens beslutning om at tillade fans at vise det catalanske flag inden kampen, men han nedtonede den politiske aura omkring opgøret.
- Barca repræsenterer Catalonien, så det finder jeg logisk, normalt og rigtig godt, sagde han.
- Men det er kun en fodboldkamp og intet politisk.
/ritzau/AFP