Retten i Holbæk har torsdag frikendt cirkuschef Jackie Berdino-Olsen i en sag, hvor et af Cirkus Arenas telte faldt sammen under en forestilling i 2013.
* 21. og 22. juni 2013 skulle energivirksomheden Seas NVE fejre 100-års jubilæum i Kalundborg. Til det var Cirkus Arena hyret til at stå for underholdningen.
* Der var blevet rejst et ovalt telt med gule og røde striber, hvor udvalgte cirkusnumre skulle opføres for de 550 gæster 21. juni.
* Midt under et nummer med fire elefanter fik nogle vindstød teltet til at kollapse. I alt var der cirka 550 personer i teltet, inklusiv personale. Syv kom lettere til skade.
* Cirkuschef Jackie Berdino-Olsen blev efter cirka halvandet års efterforskning tiltalt for at have udsat andre for livsfare ved ikke at sørge for, at teltet var forankret godt nok i jorden.
* Anklagemyndigheden mente, at han overtrådte arbejdsmiljølovgivningen og straffeloven, og at det skulle udløse både fængsel og bødestraf.
* Cirkuschefen har gennem hele sagens forløb nægtet sig skyldig.
/ritzau/