Chelsea har forstærket sig med endnu en spiller, og denne gang skete det for næsen af Tottenham.
Chelsea præsenterede onsdag midtbanespilleren Willian Borges da Silva, blot kaldet Willian, som ny spiller. Og det på trods af, at han nåede at være til lægetjek i Tottenham for få dage siden.
Men så handlede Chelsea altså hurtigt, og Chelsea-manager José Mourinho sagde onsdag, at han ikke har ondt af Tottenham.
- Det er faren ved lægetjek inden kontrakter. Men du skal lave lægetjekket først.
- Det bedste er at gennemføre lægetjekket i al hemmelighed. Hvis spilleren er i orden, kan du skrive kontrakt med ham. Hvis ikke, så behøver du ikke ødelægge hans karriere.
- Men nogle gange er der kilder, der finder ud af alting, siger José Mourinho.
Willian skifter til den engelske storklub fra russiske Anzhi Makhachkala, og han glæder sig over at kunne trække i Chelsea-trøjen.
- Det har været en drøm for mig at komme hertil for at spille. Chelsea er en af de bedste klubber i verden, og nu skal jeg spille for en af de bedste managers (Mourinho, red.) i verden. Jeg er meget glad for at være her, siger han.
For et år siden stiftede det danske fodboldpublikum bekendtskab med Willian, da han optrådte for ukrainske Shakhtar Donetsk. Brasilianeren spillede fremragende og scorede to gange, da Shakhtar slog FC Nordsjælland med 5-2 i Parken i Champions League.
Det er uvist, om Chelseas indkøb af Willian får betydning for klubbens ønske om at hente angriberen Wayne Rooney i Manchester United.
/ritzau/AFP