Chefredaktør: Kæden er forlængst hoppet af - hvem er 100 mio. kroner værd?
Blog

Af Nicolai Kampmann
Se alle blogindlæg

Chefredaktør på Avisen.dk og UgebrevetA4. Har tidligere været chefredaktør på Fagbladet3F, kommunikationschef i 3F, Alka og Undervisningsministeriet samt journalist på det lukkede Aktuelt. Han vil ved givne lejligheder kommentere aktuelle begivenheder i politik og samfundsliv.

Forleden faldt jeg over en historie over, at den danske top-direktør Kåre Schultz havde tjent 100 millioner kroner på to måneder. 

Den 1. november 2017 blev Kåre Schultz ansat som direktør for det israelske medicinalselskab Teva. Her er jobbet at skære organisationen voldsomt til, fyre 14.000 medarbejdere og finde besparelser for 19 milliarder kroner. Den opgave skal altså klares til 100 mio. kr. sikkert med ”sign on fee”, som man også kender det fra fodboldens overdrev.

Der er ingen tvivl om, at i visse medicinal- og finanskredse er Kåre Schultz (eller Hard Kåre, som han fra tidligere meritter har fået tilnavn af) en beundret mand. En række virksomheder har haft gavn af hans kompetencer, og hans lederevner er med al sandsynlighed meget stærke. Jeg tænker, at manden er en god løn værd.

MIT ÆRINDE handler om lønniveauet og om den logik, der findes i den del af erhvervslivet, hvor man giver og modtager SÅ høje lønninger. Jeg har det fint med, at folk får en god løn, når de er det værd. Og er i en markedssituation, hvor værdi-skabelsen i høj grad afhænger af en personlig indsats.

Men der må komme en selvransagelse på samfundets allerøverste top, om at ”nok er nok”! I disse dage kæmper forhandlere for de offentligt ansatte om måske 600-700 kroner mere om måneden. Det er mennesker, der uddanner vores børn, passer på vores ældre, holder vores fysiske omgivelser rene og pæne, fanger kriminelle, holder øje med dem i fængsler, giver socialt udsatte muligheder og så meget videre!

Kan bestyrelsesmedlemmer og elite-direktører ikke selv se, at kæden forlængst er hoppet af?

DER ER INGEN FORBINDELSE mellem Kåre Schultz og de offentligt ansatte. Og det er ikke fair, at klandre offentlige arbejdsgivere for amokløbet på de private direktionsgange. Men hvis man ikke der maner til besindelse, hvor så? Hvis ingen tør – som drengen i H.C. Andersens Kejserens nye klæder – at spørge: Hvem er 100 millioner kroner værd? Ja, så går det galt, før eller siden.

For at hive endnu et litterært guldkorn frem – Pippi Langstrømpe – så må den, der er stærk også være sød! Hvis den stærke rager til sig og ikke anlægger en rimeligheds-betragtning – også fra et højt niveau – så rører folket på sig. I Danmark har vi med vilje arbejdet for at tøjle ulighed og for store indkomst-forskelle mellem folk. Det har skabt fremgang på mange måder og især ro og respekt for vores institutioner.

Det har også skabt et tillidsfuldt land, som af danskere og udlændinge opleves som værd at leve i. Uanset forskellig jamren over højt skattetryk og bøvlet bureaukrati.

De ”HardKåreste” ledere kan endda tjene deres 100 millioner på to måneder i andre lande, bosætte sig i Monaco eller hvor det falder dem bedst og besøge hjemlandet, når det byder sig. Pointen er, at vi som land fint klarer os, fordi vores besindelse på retfærdighed ikke skræmmer alle de dygtige ud af landet.

Den særlige logik i bestyrelses-lokaler og på toppen af børsnoterede selskaber, hvor værdiskabelse måles i overskudsgrad og mer-indtjening vil ikke ændre sig. Slet ikke, når den logik sjældent udfordres. Men alle kulturer, der kun supplerer sig selv og aldrig tillader et kritisk eftersyn vil blive væltet. Før eller siden, tænker jeg naivt. Også selv om den er (kapital) stærk!



Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.