Chefredaktør: Det gule valg er ansvarsløst!
Blog

Af Nicolai Kampmann
Se alle blogindlæg

Chefredaktør på Avisen.dk og UgebrevetA4. Har tidligere været chefredaktør på Fagbladet3F, kommunikationschef i 3F, Alka og Undervisningsministeriet samt journalist på det lukkede Aktuelt. Han vil ved givne lejligheder kommentere aktuelle begivenheder i politik og samfundsliv.

DET ER godt, at Dansk Industri (DI) rejser en advarsel i forhold til valget af ikke-overenskomstbærende fagforeninger.  

Når man som fagforening ikke vil påtage sig det ansvar at lave solide og branche-specifikke overenskomster, så er det (efter min mening) en kreativ anvendelse af begrebet fagforening. Det provokerer de mange, der både for nylig eller i årevis har meldt sig til et forpligtende fællesskab.

Fællesskabet skal netop stå sin prøve i en konflikt-tid. Kun ved at organisere sig og true med strejke-våbnet har danske lønmodtagere gennem årene kunne presse arbejdsgivere til bedre og fair vilkår. Med den trussel følger også et aftale-princip om ro på arbejdspladserne uden for den periode, hvor der aftales overenskomst. Det er muligvis DEN mest stabiliserende faktor på vores arbejdsmarked. Og den har kun sin vægt, hvis parterne er ligeværdige i styrke. Og nej, arbejdsgivere bliver aldrig den svage part!

Derfor er det bemærkelsesværdigt, når en af DI’s topforhandlere Kim Graugaard rejser ”det gule flag” i forhold til, hvad en svækkelse af OK-fagforbund betyder. Hvis ikke arbejdsgiverne møder en repræsentativ modpart, så er selve aftale-modellen i fare. Derfor er det IKKE ligegyldigt, kære læser, om du er medlem af et OK-forbund eller i hvert fald støtter ligeværdigheden.

Stærke fagforeninger er den bedste sikring mod ulighed. I Danmark påtager de OK-bærende fagforeninger sig et stort ansvar. Udover løn omfatter det også uddannelse af medlemmer, flere lærlinge og gode pensionsvilkår for blot at nævne nogle samfundsudfordringer, man går ansvarligt ind i.

I TORSDAGS bragte vi et interview med social- og sundhedsassistenten Bitten Alexa Pedersen. Hun anerkender at være usolidarisk i forhold til de kolleger, der er medlem af FOA. Som enlig forsørger vælger hun den billige løsning i Krifa. Som andre, der vælger gult, er rationalet, at ”man får jo de samme ting ud af det, så det giver sig selv for mig”, siger Bitten Pedersen.

Her henviser hun til, at de kollektivt opnåede goder også gælder for hende. Det lyder også tilforladeligt, når hendes formand Søren Fibiger taler om det frie valg af fagforeninger. Men han kunne måske lige så godt fortælle Bitten og andre medlemmer, at en central del af den kristelige forretningsmodel er baseret på, at andre organisationer i årevis har gjort – og gør - det hårde arbejde.

Sagt på anden vis: Hvis ikke 3F, HK, FOA, Dansk Metal, Danmarks Lærerforening, DJØF, BUPL med mange flere havde skabt styrken over for DI og offentlige arbejdsgivere, så ville fidusen ved at være en i ikke-strejkende fagforening være ret lille. Nu tilbyder man karriere-rådgivning og det bedste fra de andres overenskomster. Lav pris, ingen risiko for at komme i konflikt og store goder som andre skaffer. Bum, det virker! Derfor er tilslutningen til ikke OK-organisationer i stigning i disse år.

MEN SOM også arbejdsgiverne kan se, så svækker det faktisk en bærende konstruktion ved vores samfund. I hvert fald når trafikken går fra dem, der vil tage ansvar i et forpligtende fællesskab til de organisationer, der er billige og som ikke vil stå op mod arbejdsgiverne, når det strammer til.

Hvor forståeligt Bittens og mange andres valg end er ud fra et økonomisk perspektiv, er det historieløst. At det også skaber dårlig stemning på en række arbejdspladser mellem kolleger er en anden kendsgerning. Det kan ikke være rart for Bitten og mange andre medlemmer at skulle gå på arbejde, mens deres kolleger betaler en høj pris uden for døren. I kamp for ordentlige vilkår!

Og så kan jeg fornemme Johnny Nim hvisle med Det Faglige Hus’ (DFH) overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening. Jeg ved ikke, hvor den er i kraft, men ifølge DFH gælder den for 15.000 ansatte.

Den hører man sjældent om. Til gengæld fortæller man ofte om, hvor billig og næsten gratis man selv er. Mens de forbund, der tager ansvar er dyre. Det bør vække til eftertanke, at Dansk Industri antyder, at ansvaret er prisen værd!



Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.