Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, udskriver ikke valg i regionen, fordi der ikke er garantier for, at det vil mindske krisen i Spanien.
- Jeg har overvejet at udskrive et valg i Catalonien, men de nødvendige garantier er ikke på plads, siger Puigdemont i en kort erklæring.
Han henviser til, at Madrid måske vil ophæve selvstyret i regionen, selv om der udskrives valg.
Han siger, at det regionale parlament, der mødes senere torsdag, skal reagere på en planlagt ophævelse af Cataloniens selvstyre som følge af en forbudt folkeafstemning i regionen om uafhængighed.
I erklæringen gentager Puigdemont, at folkeafstemningen har givet Catalonien mandat til at løsrive sig.
Den kortfattede erklæring fra den regionale leder kom, efter at han tidligere torsdag skabte stor forvirring ved gentagne gange at udsætte en udmelding, hvori han ventedes at udskrive et regionalt valg - eller måske erklære Catalonien uafhængig.
Senatet i Madrid ventes fredag at udløse artikel 155 i forfatningen for at opløse Cataloniens selvstyre.
Det er i så fald første gang, at det sker for selvstyret, som har eksisteret i knap 40 år.
I et radiointerview har Spaniens justitsminister, Rafael Catala, sagt, at krisen ikke kan løses blot ved at udskrive valg i det oprørske Catalonien.
Han havde tidligere på ugen inviteret Puigdemont til et møde i parlamentets overhus.
Den spanske vicepremierminister, Soraya Saenz de Santamaria, har fastslået, at Cataloniens leder vil miste alle sine beføjelser og sin løn, i samme øjeblik Spaniens senat godkender artikel 155.
Puigdemont har sagt, at den spanske regerings tiltag mod Catalonien er de "værste angreb" siden Francisco Francos diktatur. Han siger, at det catalanske folk ikke kan acceptere regeringens tiltag.
/ritzau/Reuters