Den tidligere konservative kommunikationschef og spindoktor for den britiske premierminister, David Cameron, er blevet anholdt. Det oplyser Sky News.
Andy Coulson var fra 2003 til 2007 redaktør på den nu lukkede tabloidavis News of The World, som var en del af Rupert Murdochs globale medieimperium.
Det storsælgende skandaleblad lukkede og slukkede, efter at det blev afsløret, at den stod bag omfattende ulovlige telefonaflytninger af kendte og ukendte briter.
Den 44-årige Coulson er ifølge politiet anholdt på en mistanke om, at han har løjet i retten. I 2010 vidnede han i en sag om en skotsk politiker, som avisen beskyldte for at besøge swingerklubber.
Politiet mener, at Coulson gav falsk forklaring.
Cameron gjorde Coulson til medierådgiver for Det Konservative Parti, efter at Coulson havde forladt News of The World.
Siden blev Coulson personlige talsmand og rådgiver for Cameron, da de konservative og De Liberale Demokrater dannede regering i 2010.
Han forlod jobbet igen i januar 2011, da politiet genåbnede nogle sager om ulovlige telefonaflytninger.
Coulson har én gang tidligere været anholdt i den betændte sag om aflytninger.
Han har blankt afvist at kende noget til, at der blev foretaget ulovlige aflytninger. Men han siger også, at han som redaktør alligevel er den ultimative ansvarlige, hvis der er gjort noget galt.
Den omfattende aflytnings- og hackingskandale har rystet pressen, politistyrken og det politiske liv i Storbritannien.
Den 81-årige Rupert Murdoch blev i starten af maj stemplet som "uegnet" til at lede et international selskab af en længe ventet parlamentsrapport.
Reuters