Fodboldspillerne i Bundesligaen i Tyskland skal blodtestes for doping i den kommende sæson.
Det meddelte præsidenten for ligaen, Reinhard Rauball ifølge dpa onsdag aften.
- Jeg kan ikke give en præcis dato for, hvornår det begynder, men så snart som muligt, siger han.
Ledere i ligaen opfordrede i sidste måned til, at man indfører analyser af blodprøver i et forsøg på at bringe fodbold op på niveau med andre sportsgrene.
Onsdagens beslutning kommer kun et par dage efter, at Tysklands indenrigsministerium offentliggjorde en rapport, som beskrev et omfattende dopingprogram støttet af staten i Vesttyskland i 1970'erne.
/ritzau/