Med rolige, værdige bevægelser fører munken det lille relikvieskrin ned til den knælende kvindes hoved. Hun modtager velsignelsen med lukkede øjne, rejser sig langsomt og fortsætter sin tur rundt til relikvierne.
Stemningen i Quang Huong Tempel i Tilst er andægtig. Dæmpet musik siver ud i lokalet, som er en farveeksplosion af blomster, flag og guldbelagte statuer. En rislen fra et kar med helligt vand er det eneste, som bryder stilheden.
115 meter høj statue
Det er de jordiske rester af en række buddhistiske mestre, særligt Shakyamuni Buddha, der levede for 2.500 år siden, som folk er kommet for at se.
Relikvierne har som en del af Maitreya-projektet været på verdensturné siden 2001, og næste år skal de placeres i en 115 meter høj Buddha-statue, som skal bygges i det nordlige Indien.
»Vi føler, at vi har Buddha på besøg. Det er fantastisk, og vi er meget lykkelige for det,« siger Phoung Thanh Cao, talsmand for Den Vietnamesiske Buddhismeforening i Danmark.
Buddhister fra hele Danmark samt Norge, Sverige og Tyskland er kommet for at blive velsignet og være i relikviernes nærhed.
Kærlighedsbudskab
Formålet med at sende relikvierne rundt i verden er at sprede et særligt budskab.
»Det er en urolig verden, vi lever i, og der er megen ondskab. Maitreya betyder kærlighed, og projektet udbreder et budskab om barmhjertighed. Når man ser relikvier fra mestre, som har opnået den største grad af barmhjertighed, så blomstrer barmhjertigheden i kroppen på én selv. Det kan hjælpe med til at skabe fred,« siger Phuong Thanh Cao.
Efter weekendens ophold i Tilst pakkes relikvierne ned og føres til København, hvor de vises i næste weekend.