Brøndbys cheftræner Thomas Frank mener efter 2-5-nederlaget til FC Midtjylland fredag aften, at hans mandskab mødte et meget bedre hold, som måske endda kan vinde mesterskabet.
- Hvis de kan holde på deres trup, så bliver de mestre. De har været klart de bedste, og sådan en start her giver vinger.
- FCK og FCN halter fuldstændigt, så jeg kan ikke se, hvorfor ikke FCM skulle kunne vinde mesterskabet, siger Thomas Frank.
Thomas Frank ville efter kampen ikke tale så meget om Brøndbys præstation. Han understregede derimod adskillige gange, hvor godt et mandskab de var oppe imod.
- Hver gang vi taber, er det noget pis, og jeg bliver indebrændt. Vi må bare give al mulig cadeau til FC Midtjylland.
- De er det bedste hold i ligaen og har totalt momentum. De maste os fysisk, teknisk og taktisk. De var bedre end os på alle parametre i dag, siger Thomas Frank.
På trods af store roser til FC Midtjylland, vil Brøndby-chefen dog gerne medgive, at hans mandskab lavede alt for mange personlige fejl i fredagens opgør.
- Fodbold bliver afgjort af fejl, og når man laver fire i samme kamp, så er det svært at vinde. Det er uacceptabelt, at vi taber 5-2 og laver så graverende fejl, siger Thomas Frank.
Thomas Frank og resten af "Det Nye Brøndby" skal i næste runde forsøge at få genoprejsning, når Randers FC kommer på besøg på Brøndby Stadion./ritzau/