Kommentar af Jakob Melgaard
Nyhedsavisens sportsjournalist

Det ’gode gamle’ Brøndby IF som vi kender det fra velmagtsdagene i 90’erne har været væk meget længe. Lige indtil søndag aften, da dommer Thomas Vejlgaard fløjtede op til kampen mellem Brøndby og AGF.

For dér var det igen, det gamle Brøndby IF: Højt tempo, pres over hele banen, førstegangsafleveringer, få stationer i det fremadrettede spil, mange afslutninger. Og så videre og så videre. Alt sammen akkompagneret af et festklædt og feststemt Brøndby Stadion.

’Gamle Brøndby’ kom endda hurtigt foran med 1-0 for ligesom at understrege, at holdet var tilbage.

Og så, lige med ét, forsvandt holdet igen og blev erstattet af ’det nye Brøndby IF’, der ligger og roder rundt i bunden af ligaen. Det hold, som ikke har præsteret at vinde to ligakampe i træk siden første og anden spillerunde sidste sæson. (Det var to hjemmekampe mod Vejle og Nordsjælland.)

Det var ikke til at se præcist, hvornår de to hold byttede plads, men i hvert fald i lange perioder i anden halvleg var der ikke meget ’velmagtsdage’ over hjemmeholdet. AGF – på en god dag et midterhold – havde de fleste chancer og burde vel nok have scoret mere end det ene mål, som det blev til.

Pludselig kiksede lette afleveringer, som tidligere i kampen ville være lykkedes, og pludselig var luften på stadion tyk af fornemmelsen af, at ’det kan gå galt, det her’.

At det endte med sejr kan Brøndby til dels takke dommeren for, da han annullerede til AGF-mål.

Men ok, i aftes var det ’gamle Brøndby’ tilbage, om end kun i glimt. Jeg tror, at det bliver til mere fremover.