Borgere, der kan indsamle 50.000 underskrifter, kan fra nytår bestemme, hvad der skal til afstemning i Folketingssalen.
Dermed er det ikke længere forbeholdt politikerne at beslutte, hvilke emner, der skal stemmes ja eller nej til.
Loven blev vedtaget af et flertal i Folketinget kort før jul. LÆS her, hvad den går ud på:
* Et borgerdrevet forslag er et konkret forslag, som har indsamlet underskrifter fra mindst 50.000 borgere, der støtter forslaget, og som har stemmeret til Folketinget.
* Muligheden skal styrke borgernes lyst til at engagere sig i samfundet.
* Ideen stammer fra Finland, hvor omkring ti borgerdrevne sager er blevet sat til afstemning i parlamentet.
Sager som tidligere har indsamlet mange underskrivere:
* Nej tak til statens salg af Dong til Goldman Sachs: 199.847 stemmer, Nej tak til den nye offentlighedslov: 91.400 stemmer.
Bag loven står: Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, De Radikale, SF og De Konservative.
Kilde: Folketinget, TV2
/ritzau/