Matti Breschel så glad og afslappet ud, da han trillede til start i Høng før formiddagens kun 105 kilometer lange etape i Post Danmark Rundt. Men selv om han var klædt i gult, og har grund til smil, var der også bekymring.
Saxo-Tinkoff-rytteren har nemlig kun seks sekunders forspring til Lars Bak (Lotto), og en sjat mere til hollænderen Wilco Kelderman (Belkin), og han ved godt, at han bliver jaget vildt på aftenens enkeltstart i Holbæk, hvis han ikke tager mere tid.
- Jeg skal have mere tid til Wilco og Lars, hvis jeg skal vinde Post Danmark Rundt.
- Jeg vil ikke røbe for meget, men vi skal måske finde nogle alliancer, for umiddelbart tror jeg ikke, at vi får meget hjælp. Men etapen er kort og der er medvind. Det er til vores fordel, for så bliver der kørt hurtigt, siger Matti Breschel.
Umiddelbart er det dog svært at se, hvor den hurtige dansker skulle finde alliancer. Med mindre Mark Cavendish og Omega Pharma-Quick Step ser en mulighed for at vinde etapen.
Lidt tidligere klar til start i den sjællandske by, skrev Lars Bak autografer iført løbets blå pointtrøje. Han mener nu nok, at have luret Saxo-Tinkoffs taktik, og han vil holde sig til for ikke at tabe tid.
- Hvis der er status quo efter formiddagen, har jeg nok 50 procents chance for at vinde Post Danmark Rundt. Så tror jeg, at det bliver mellem mig og Wilco Kelderman, siger han.
- Jeg får 100 procent opbakning af holdet, og vi vil nok prøve at holde os til Belkin. Jeg tror ikke, at Matti vil prøve noget før rundstrækningen til sidst. Og har jeg gode ben som i går, tror jeg ikke, at de kan sætte mig af, siger Lotto-danskeren.
/ritzau/