To værter i hver deres genre løb fredag aften med prisen som henholdsvis Danmarks bedste kvindelige og mandlige tv-vært ved TvFestival, der blev afholdt i Tivoli Congress Center.
Anders Breinholt, kendt fra aktualitets-satire-programmet Natholdet på TV2, blev belønnet for sin værtsrolle, mens vært på TV Avisen på DR1 Tine Gøtzsche tog æren blandt kvinderne.
- Hun er den sejeste tv-værts-dame i dansk tv med mest værktøj i sin tv-værts-kasse. Hun jonglerer med hardcore nyheder og kongestof med lige begejstring og professionalisme, lyder begrundelsen fra juryen om Tine Gøtzsche.
Anders Breinholt får ros for sin alsidighed, som tidligere har gjort ham til vært i Go' Morgen Danmark og i det hedengangne radioprogram De Sorte Spejdere.
- Anders Breinholt er selvfølgelig årets mandlige tv-vært 2013. Fordi han aften efter aften laver sit sarkastiske, humoristiske talkshow med hjerte og varme. Mange har prøvet før ham - det er lykkedes for Anders, lyder motivationen fra juryen.
Blandt de i alt 27 priser vandt Kragefilm og Mastomedia blandt andet for bedste dokumentar med udsendelsen "Min Barndom i Helvede", der fortæller historien om Lisbeth Zornig Andersens hårde opvækst præget af seksuelt misbrug.
DR Nyheder vandt for bedste nyhedshistorie med afsløringerne om DSB's og kommunikationsfirmaet Waterfronts lyssky plan om blandt andet at holde en journalist beskæftiget med alt andet end at skrive kritisk om DSB.
/ritzau/