Hvis ulykken sker, og der går ild i huset, så kommer hjælpen hurtigere til københavnerne end til nordjyderne.
I Ballerup og Glostrup - som er blandt de kommuner, der klarer sig allerbedst - ligger udrykningstiden på under fem minutter.
Men i Brønderslev og Thisted - som er blandt de kommuner, hvor det tager længst tid - skal nødstedte borgere vente cirka 12 minutter i gennemsnit, før en brandbil kommer ilende til med blå blink.
Det viser en frisk opgørelse for de kommunale redningsberedskaber i 2011, som Beredskabsstyrelsen offentliggør onsdag.
På landsplan tager det i gennemsnit 7 minutter og 51 sekunder, før udrykningskøretøjer er fremme på skadesstedet, efter alarmcentralen har slået alarm.
Der er dog store regionale forskelle, og den hurtigste landsdel er Region Hovedstaden, hvor brandvæsnet i gennemsnit når frem efter 6 minutter og 18 sekunder.
Nordjyderne skal til gengæld vente i mere end 10 minutter. De kan dog glæde sig over, at der er blevet barberet 42 sekunder af gennemsnitstiden fra året før.
Forskellen i udrykningstiderne skyldes - ifølge Beredskabsstyrelsen - blandt andet placeringen af brandstationerne og køreafstanden i de forskellige regioner.
Men det hænger også sammen med antallet af heltids- og deltidsberedskaber, lyder det.
Den gennemsnitlige udrykningstid i Danmark har de seneste fem år ligget relativt fast i omegnen af otte minutter, oplyser Beredskabsstyrelsen.