Alle semifinalister er nu fundet i verdens bedste basketball-liga, NBA.
Det står klart, efter at Boston Celtics natten til torsdag dansk tid spillede sig videre i slutspillet med en tæt 114-112-sejr over Philadelphia 76ers.
Dermed er det traditionsrige Boston-mandskab klar til Eastern Conference-finalen, hvor Cleveland Cavaliers med stjernen LeBron James for anden sæson i træk venter. Konferencefinalen svarer til NBA-semifinalen.
De øvrige semifinalister er Houston Rockets og Golden State Warriors, der mødes i Western Conference-finalen.
Med nattens sejr vandt Boston serien mod Philadelphia med 4-1 i kampe.
Blandt profilerne for hjemmeholdet var førsteårsspilleren Jayson Tatum og Jaylen Brown, der scorede henholdsvis 25 og 24 point. Terry Rozier, der har været en af Celtics' bærende kræfter i slutspillet, scorede 17 point.
Celtics var foran med ni point ved pausen, men det blev alligevel helt tæt til sidst, og 76ers var i fjerde quarter foran flere gange.
Med få sekunder tilbage af kampen bragte Celtics sig foran med 113-109, og sejren så dermed ud til at være sikret.
Gæsternes J.J. Redick holdt dog en smule liv i gæsternes drømme med en trepointsscoring fire sekunder før tid.
Herefter tvang 76ers Marcus Smart til straffekastlinjen, hvor han missede det første og - tilsyneladende utilsigtet - scorede på det andet.
Dermed havde 76ers to sekunder til at udligne. Selv samme Marcus Smart var dog på plads defensivt og opsnappede gæsternes sidste aflevering.
/ritzau/