Jeg var til et middagsselskab forleden. Ved et tilfælde faldt snakken på spørgsmålet om ledelse, og hvem der er de bedste ledere.
»Kvinder er de bedste ledere,« lød det første bud på sandheden.
»Kvinder har en bedre evne til at kommunikere, lytte og forstå andre mennesker – og så er de mere empatiske.«
Ganske forudsigeligt kom der hurtigt et andet bud på bordet fra en mand: »Mænd er uden tvivl de bedste ledere. De er mere strategiske, analytiske og formår bedre at sætte kursen.«
»Hør nu her,« sagde selskabets mest politisk korrekte kvinde, »de bedste ledere er faktisk de, der selv er del af en minoritet.«
»Nå – er lesbiske handikappede indianere så de bedste ledere?« lød det grinende fra selskabets vittige fætter.
Tæt på bækkenløsning
»Stop nu det sludder. Jeg har lige læst, at Lars Kolind har sagt, at de, der er spejdere, har de bedste forudsætninger for at blive gode ledere. Det handler om at kunne tage ansvar for andre,« indskød selskabets mest erfarne KFUM er med en god portion tilfredshed.
»I glemmer det vigtigste. I dag er det så vigtigt med gode og lange uddannelser. De bedste ledere har en lang videregående uddannelse,« fremhævede hende, der netop nu var kommet halvvejs gennem sit ph.d.-studium.
På dette tidspunkt var jeg, på trods af mit køn, tæt på at få en bækkenløsning af diskussionen. Jeg måtte have luft:
»Det er noget vrøvl, at et bestemt køn eller en lang uddannelsesbaggrund eller særlige fritidsinteresser giver de bedste ledere. Det er lige så tosset som at påstå, at bornholmere er de bedste ledere. Sagen er, at vi kan finde både dårligere og gode ledere blandt bornholmere – og kvinder – og højtuddannede. God ledelse handler om, hvad man gør – ikke hvem man er«.
Så kom desserten på bordet.
Ledelse handler nemlig vigtigst af alt om personlighed. Det er hovedkonklusionen i en nylig undersøgelse blandt medlemmerne i Dansk Erhverv.
Har du personligheden til det – samt ønsket om at udvikle og forbedre dig som leder, så er mulighederne der også.