En dag for fem år siden gik det op for Ole Bornedal, at han befandt sig tusindvis af kilometer fra sin kone, deres tre børn og var stormende forelsket i en ny kvinde.

Instruktøren blev ramt af kærligheden under indspilningen af Jeg er Dina , og i hans nye film stiller han spørgsmålet, om det er tilstrækkeligt at være i et parforhold, der bare er ’godt nok.

For den succesfulde instruktør er en film uden personlighed ligeså effektiv som en brandmand uden vand.

Og der er masser af personen Ole Bornedal i hans nyeste fortælling - Kærlighed på film, der har premiere i dag.

Brug livet til det bedste

Filmen udspiller sig omkring et opgør med det, Ole Bornedal kalder »den ritualiserede kærlighed, hvor det mest handler om, hvem der køber ind, hvem der henter børnene, og om der er brug for et nyt fladskærms-tv.«

Selvom instruktøren gjorde op med kernefamilielivet, er det vigtigt for ham, at filmen ikke er fordømmende.

»Filmen ville være ret plat, hvis den var det. Grundlæggende er der jo ikke noget galt med Bilka lørdag formiddag,« siger han, men advarer samtidig om, at man aldrig må slå autopiloten til.

»Vorherre har sørget for, at det var dig, der ramte ægget, og hvis ikke du værdsætter det og bruger livet til det bedste, så er du i bedste fald talentløs, i værste fald et skarn.«

Se hinanden i øjnene

Da han selv valgte at forfølge den nye, store kærlighed, var det efter store overvejelser, men selvom filmens hovedperson tager det samme valg, er Bornedal ikke ude på at få skilsmisseprocenten op i et endnu højere luftlag, end den allerede er.

»Der skal jo to til at lave et forhold, og det er jo tit en selv, der er noget galt med. Jeg kender energien fra mig selv, der er gået fra det ene sted til det andet, til det fjerde og femte. Og sjovt nok gentager problemet sig altid, det går hen og bliver kedeligt. Og man kan jo blive ved med den rejse i en uendelighed. Jeg har brugt de skrabelodder, jeg har haft i forhold til kærligheden.«

Men han vil gerne give et råd til dem, der svømmer rundt i et forhold, der er ved at drukne i hverdag.

»I alle ritualerne og va- nerne er det nok sundt, at man hver dag kigger hinanden i øjnene og ser efter en grund til, at man i sin tid blev begejstret for hinanden. Det behøver ikke være mere end et par sekunder, hvor man tænker, det er egentlig meget godt det her. Det tror jeg, er et vigtigt krydderi i tilværelsen.«

Et helvede

Men den dag begejstringen ikke længere kan findes i partnerens øjne, skal man også have nosserne til at tage den svære beslutning.

»Der er folk, der er sammen et helt liv og det er et helvede. De har ingen oplevelser, men ser håndbold i tv lørdag eftermiddag og drikker lunken kaffe fra en termokande, der lugter af lort. Jeg kan ikke forestille mig nogen være skæbne end at sidde i slutningen af 70’erne og pludselig kigge på min partner og tænke, ’hvad gør jeg her’.«

Ole Bornedal undervurderer ikke, at det er en smertelig proces, når et forhold skal afsluttes, men »alle har vel stået i den situation at måtte kigge kæresten eller konen i øjnene og sige: ’hør her skat, det går ikke’.«

Men man skal vel tage et ekstra hensyn, når man har sat børn i verden?

»Da jeg som 23-årig blev forladt, fordi min daværende kæreste havde mødt en kvaksalver af en anden, var det jo ligeså smertefuldt. Der havde vi ikke nogen børn, der var jeg var bare forelsket. Man kan ikke sammenligne grader af smerte. Smerten fordi der er tre børn, villa, Volvo og vovhund er ikke nødvendigvis større end smerten, når du er 23 år, og kvinden du virkelig, virkelig elsker, forlader dig.«