Det var ikke lige en sms om Esben Lunde Larsens minister-exit borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard (V), havde ventet at få tirsdag.
Så det kom som en stor overraskelse for den ellers så rutinerede venstremand, da sms'en fra Esben Lunde Larsen tikkede ind.
- Jeg blev nærmest chokeret. Jeg beklager, at han ikke ønsker at fortsætte i politik, men har forståelse for, hvis der er andre ting, som han vil bruge sin tid på, siger Hans Østergaard til Dagbladet Skjern.
Hans Østergaard har ikke noget bud på, hvad Esben Lunde Larsen skal lave, når han har forladt Miljø- og Fødevareministeriet, men selvom Venstre i Ringkøbingkredsen i Vestjyllands Storkreds mister sin fremmeste repræsentant på Christiansborg, har borgmesteren kun ros til overs for den 39-årige nu eks-minister:
- Han har passet sin kreds, og hvis han ikke kunne nå frem til møder, har han deltaget på en skype-forbindelse. Samtidig har han været en god linje til Christiansborg for os i Ringkøbing-Skjern, siger Hans Østergaard til avisen.
Esben Lunde Larsen og Søren Pind trak sig begge som ministre tirsdag. På sin Facebook-side skrev Esben Lunde Larsen blandt andet, at han ikke ønsker at genopstille ved næste folketingsvalg:
- Jeg har derfor stillet min ministerpost til rådighed, så statsministeren kan sætte det hold, som skal føre Venstre - og regeringen - til sejr ved næste valg.
I modsætning til Søren Pind, som forlader Folketinget med det samme og afløses af partifællen Martin Geertsen, så udtræder Esben Lunde Larsen af regeringen, men fortsætter som medlem af Folketinget.