Nordsjællands Politi måtte i denne uge rykke ud til en voldsom hændelse på jobcentret i Frederikssund.
En kvindelig ansat blev verbalt overfaldet og truet på livet, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Mandag klokken 14.22 holdt den kvindelige medarbejder møde med en 33-årig mand fra Jægerspris.
Manden var kaldt ind til samtale, og det havde angiveligt gjort ham meget vred.
- Han sagde ”jeg skærer halsen over på dig”, siger Henrik Duus, specialkonsulent ved Nordsjællands Politi, til Frederiksborg Amts Avis.
Politiet blev tilkaldt og bortviste kort efter manden, der samtidig blev sigtet for trusler mod jobcenter-medarbejderen.
- Det får et retsligt efterspil, og man plejer at få en betinget fængselsstraf, hvis man ikke tidligere har lavet noget lignende, siger Henrik Duus.