Den olympiske mester fra Beijing i 2008 på mændenes 100-meter-distance, Usain Bolt, lader stille og roligt op til et titelforsvar, når det går løs i London til august.
Jamaicaneren viste i hvert fald gode takter, da han vandt lørdagens Jamaica International Invitational i tiden 9,82 sekunder.
Det var hans første individuelle start i år på distancen, og det var samtidig årets hurtigste tid. Bolt var otte hundreddele hurtigere end landsmanden Johan Blakes bedste tid i 2012.
- Det var en god start, vil jeg sige. Jeg føler mig bedre end sidste år, så jeg er bestemt tilfreds med mig selv. Jeg synes ikke, at min udførelse var perfekt, men i og med at det var mit første løb, var det godt, siger Bolt.
Han har stadig et stykke vej ned til sin verdensrekord på 9,58 sekunder, og derfor er der stadig noget arbejde med. Men Bolt ved også, hvor han skal sætte ind.
- Jeg prøver altid at arbejde med mine første 40 meter, fordi jeg er bedst på de sidste 40 meter. Efterhånden som vi kommer hen på sæsonen og jeg bliver mere fit, skal det nok blive bedre, siger sprinteren.
100-meter-finalen løbes den 5. august på Londons nye olympiske stadion.