Verdens hurtigste mand, Usain Bolt, er helt som ventet klar til semifinalerne på 100-meteren ved VM i Moskva.
Den jamaicanske superstjerne behøvede ikke at anstrenge sig for at nå blandt de 24 bedste i et felt, hvor topnavne som Tyson Gay og Asafa Powell er fraværende efter dopingsager tidligere på sommeren.
Bolt blev kun noteret for 7.-bedste tid, da han luntede over stregen i den russiske hovedstad i tiden 10,07 sekunder.
To amerikanere var hurtigst i de indledende heat. Mike Rodgers (9,98) og Justin Gatlin (9,99) var også de to eneste løbere under 10 sekunder.
Sprinterne skal i aktion igen søndag eftermiddag, hvor de otte finalister skal findes.
Finalen skydes i gang søndag aften klokken 19.50 dansk tid.
/ritzau/