Formand for Københavns Almennyttige Boligselskab, Kjeld Poulsen, er tilfreds med, at Brabrand handlede lovligt, da de smed to familier ud på grund af børns kriminalitet.
- Jeg er meget enig med Højesteret om deres dom. Nu ved folk, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man ikke opfører sig efter de regler, der gælder i boligafdelingen, siger han til Ritzau.
Højesteret har torsdag afsagt dom i sagen om de to familier, der er blevet smidt ud af Brabrand Boligforening på grund af deres børns kriminalitet.
Diskussionen i retten gik på, hvorvidt opsigelsen af lejemålene i Gellerup strider imod menneskerettighederne. Den siger, at det er enhver borgers ret at have et familieliv.
Kjeld Poulsen mener, at andre beboeres sikkerhed skal vægtes højt.
- Nogle gange kommer man ud i nogle ekstremer, hvor udsmidning kan være den eneste løsning af hensyn til de andre beboere i området.
/ritzau/