Nicolai Boilesen gjorde comeback på det danske fodboldlandshold efter to års skadesfravær, da Danmark tabte 2-3 i Polen i en venskabskamp.
Den 21-årige venstreback var impliceret i Polens åbningstræffer efter fire minutter, men tog revanche kort før pausen, da han lagde op til Martin Braithwaites 2-1 føringsmål til Danmark.
- Det er helt unødvendigt, at vi tabte, fordi vi står tilbage med en følelse af, at vi var det bedst spillende hold.
- Det ville have givet en god selvtillid frem mod de vigtige VM-kvalifikationskampe til efteråret, hvis vi havde fået sejren, siger Boilesen, der blev pillet ud i pausen.
Til trods for nederlaget glæder han sig over at være tilbage i nationaltrøjen.
- Jeg er selvfølgelig glad for at være tilbage. Det var dejligt at spille igen, siger han.
Polakkerne scorede to mål efter en times spil og nappede dermed sejren i Gdansk.
/ritzau/