Af Christina Alfthan, chal@avisen.dk

Man skal ikke skue hunden på hårene, men når det handler om børn, glemmer de fleste tilsyneladende alt om det.

Man tror, at det, man ser, fortæller hele historien.

Men man bliver klogere, i hvertfald når man ser udstillingen Hjemme hos mig , som installationskunstneren Liselotte Justesen har skabt.

Hun har sat sig for at vise livet for skilsmissebørn, og en del af udstillingen er fotografier af 12- til 15-årige pigers værelser.

»Pigerne ville helst have, at jeg fotograferede soveværelset hjemme hos far, selvom de godt ved, det ikke er så pænt som det, de har hos deres mor. Og der viste sig et meget typisk mønster. Hos mor er værelset designet og iscenesat, mens det hos far er mere tilfældigt og afslappet, og her har pigerne friere rammer,« fortæller kunstneren.

Det handler om hygge

Når man ser billederne er man ikke i tvivl om, hvilket værelse der er hos far. Det kan man more sig over, men det interessante er, at de fleste kvinder på udstillingen tolker virkeligheden forkert.

»Næsten alle siger ih, hvor har du det dejligt hos mor. Og åh, hvor er det trist hos far. Men da jeg spurgte børnene, var det lige omvendt. De synes, det er hyggeligere hjemme hos far, for her er der mere frihed,« fortæller Liselotte Justesen.

Og det er noget, familieterapeuten Elin Wilhelmsen kan genkende.

»Det handler ikke om værelset, det handler om nærvær og hygge. Der er ofte hyggeligere hjemme hos far, fordi han ikke er så striks som moderen, og børnene har mere frihed til at rode på soveværelset. Det betyder mere for børn, at de selv må være med til at bestemme mængden af rod, end et flot og iscenesat værelse,« siger familieterapeuten.

 
Skilsmissebørn har ofte to soveværelser, men selvom det er samme barn, der har dem , ser de altid meget forskellige ud, fremgår det af udstillingen Hjemme hos mig , som netop nu kan ses på Kvindemuseet i Århus. På billedet er det seng og skrivebord hos henholdsvis mor og far. Hos mor er det prinsessestil, nips og ryddeligt, men det hos far er en madras på gulvet, en ledning, der stritter, og en skuffe, der mangler.

Hun understreger, at begge forældre hver især gør deres bedste, og at begge dele er gode når de kan mødes. Men for skilsmissebørn bliver det ofte meget enten-eller, som udstillingen viser.

»Kvinder sætter rammerne, fordi, når det ser pænt og rart ud, tror mange kvinder, at det også er rart at være der. Men det er det ikke altid. Hvis mor går mere op i rammerne end stemningen, er det ikke så rart,« siger Elin Wilhelmsen.