To småpiger på blot fem og seks år blev søndag angiveligt antastet af en blotter ved et feriecenter nær Rørvig i Odsherred.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der på Twitter har givet et signalement af blotteren i håb om, at det kan hjælpe politiet med at finde frem til ham.
Ifølge Lokalavisen.dk antastede manden de to piger fra Hvidovre ved 14-tiden, mens pigerne plukkede bær tæt omkring Enggårds Tværvej/Bystedvej i Rørvig.
Med et løfte om, at de der kunne finde flere bær, opfordrede manden pigerne til at gå med ham ind i et buskads. Inde i buskadset begyndte han at onanere foran pigerne. Han rørte ikke fysisk ved dem og skyndte sig kort efter væk fra området i en grå bil.
Midt- og Vestsjællands Politi ledte forgæves efter manden og bilen i området. Pigerne har givet dette signalement: Manden var 20-40 år, lys i huden, havde guldøreringe i begge ører og var muligvis i en rød hættetrøje.
Har man oplysninger i sagen eller genkender manden ud fra beskrivelsen, beder Midt- og Vestsjællands Politi om et opkald på telefon 114.