I disse år er vi vidner til en bekymrende og besynderlig udvikling og prioritering indenfor det danske sundhedsvæsen. I den stadige jagt på at digitalisere og effektivisere alting begynder sygepleje-opgaven at ligne noget, vi kender indenfor robotindustrien. Læg gips på, rens og sy sår, tag blodprøver osv. Faglighed, faglighed, faglighed og så i øvrigt i et rasende tempo. Menneskeligheden må de pårørende eller eventuelle frivillige tage sig af.
Innovationstiltagene har ikke affødt mere omsorg og nærhed
Jeg kender en lang række sygeplejersker, og de har alle det tilfælles, at de valgte deres karrierevej, fordi de dels finder fagområdet spændende og dels brænder for at arbejde med mennesker og yde omsorg.
De er alle sammen intelligente medborgere, og de er villige til at knokle og bidrage med både innovation og nytænkning i arbejdet med til stadighed at forbedre det område, de er en del af. Men det er blot sjældent, eller nærmere aldrig, at der reelt er tid til at tænke innovativt og vurdere processerne. Driften og arbejdspresset æder disse muligheder op. Også selvom vi nu har fået vores helt egen Minister for offentlig innovation.
Lad os alligevel forestille os, at det lykkes igennem innovative tiltag at frigøre 3-4 timer af sygeplejerskens ugentlige arbejdstid. Lige nu virker det ikke realistisk, men blot for eksperimentets skyld. Hvor vil disse frigjorte timer så gå hen? Til mere nærhed og medmenneskelig omsorg? Jeg tillader mig at tvivle.
Jeg skriver dette indlæg, fordi opråbet normalt kommer fra sygeplejersker og hospitalerne selv. De står med det i hverdagen og råber op, men tilsyneladende har det ikke nogen effekt på deres vilkår.
Bare gør som det private erhvervsliv
I stedet bliver de ofte mødt med det argument, at man skal kigge på erhvervslivet og virksomhedernes evne til at effektivisere, optimere og innovere på deres processer. Og så tænkte jeg: Spændende. Det er jo præcis dette erhvervsliv, jeg befinder mig i. Jeg er én af de iværksættere, som regeringen så godt kan lide. Én af dem der skaber vækstvirksomheder og betaler topskat. Én af dem vi gerne vil have flere af.
Så må jeg jo have svaret, hvis man kan overføre min måde at tænke og arbejde på til sygehusene og plejehjemmene, men pointen er, at det kan man ikke!
Indenfor min verden taler vi også jævnligt om både effektivitetsbesparelser og innovationsgevinster. Dem søger vi at opnå i brancher, hvor vi eksempelvis producerer oste, jerndimser eller software. Ikke meget omsorg eller tid til den enkelte der, for det er ikke en del af ligningen.
Vi skal (heldigvis) ikke forberede os på at føle tomheden på stuen, der er blevet et liv fattigere, hvis behandlingen ikke lykkedes, ligesom vi ikke skal forberede os på at se sorgen i de pårørendes øjne, når den svære besked skal overbringes. Vores virkelighed er IKKE den, som findes på hospitalet eller plejehjemmet. Vi svigter ikke mennesker, hvis vi optimerer produktionsprocessen fra jernmasse til jerndims.
Min virkelighed er ikke sygeplejerskens eller SOSU-assistentens. Min virkelighed er, at vi skal levere resultater til nogle aktionærer eller ejere, der ikke måler vores succes på medmenneskelighed eller meningsfyldthed. De måler på bundlinje og profitmaksimering.
Overfører vi i stigende omfang denne logik til eksempelvis sygeplejefaget eller SOSU-assistenterne, uanset om ens ideologi så foreskriver at opgaven skal løses af det private eller det offentlige, så kan vi ligeså godt ansatte veterinærsygeplejersker til at passe vores ældre i fremtiden. Ja, dem der arbejder med dyr til daglig! De tjener vist i øvrigt mere end SOSU-assistenten, så det er nok ikke engang en god forretning at gøre det, men det tjener også mere som et provokerende billede af, hvad vi er på vej til at gøre imod vores svage og ældre.
Dyrehold, dimser og ældre
Hvis du føler dig provokeret af denne udtalelse, så prøv at gøre mig den tjeneste at reflektere over, hvad vi egentlig har gang i. Lige nu er der både indenfor SOSU-faget, sygeplejefaget m.fl. en dybt bekymrende trend i gang.
Når man taler om offentlig innovation i disse områder, så synes budskabet at være, at plejepersonale og sygeplejersker skal fokusere stadigt mere på deres snævre faglige opgaver og stadigt mindre på de mere bløde opgaver såsom nærhed og omsorg.
Det, vi altså i praksis gør, er at bede dem om at løse præcis de opgaver, som robotter og maskiner vil kunne hjælpe os med i fremtiden. Disse ansatte burde egentlig ikke frygte, at ”robotterne kommer”, for de løste i hvert fald historisk set nogle helt uundværlige omsorgsopgaver i et holistisk tænkende samfund. Men frygten begynder paradoksalt nok at blive mere relevant, efterhånden som vi begynder at gøre deres opgaver robotprægede frem for medmenneskelige.
Tillad mig blot at minde om, at dette ikke er dyrehold, møtrikker eller mælkeproduktion, vi skal effektivisere og optimere. Opgaven for sygeplejersken bør ikke blot være at give en indsprøjtning, lægge en forbinding eller tage en blodprøve. Opgaven for SOSU-assistenten bør ikke begrænse sig til bleskift, tøjskifte og afrapportering.
Hvis det er tilfældet, så kan vi ligeså godt omskole vores veterinærsygeplejersker til sygeplejersker. Så har vi en hær af kvalificerede medarbejdere stående klar der. Det kan måske endda gøre, at udbuddet bliver større end efterspørgslen, så vi kan sætte lønningerne ned. Men er det virkelig det, vi ønsker?
Fra denne iværksætter og erhvervsmand … Fra én i det såkaldt private erhvervsliv lyder svaret i hvert fald … nej tak!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.