Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
SOM DET ER EN DEL BEKENDT, har jeg været syg i en del år, og været ramt af konsekvenserne af kreativ bogføring i regeringerne på gennem det meste af 2000’erne. Kreativ, fordi bogføringen alene har haft til formål at få det til at se ud, som om det er billigere at drive et samfund, end det i virkeligheden er.
Med den nye, næsten vedtagne, finanslov for 2018 kan vi forvente os endnu mere uføre.
Det handler ikke kun om syge, gamle, børn, kommende håndværkere og alle andre, der enten har drevet samfundet fremad eller som står klar til at tage over. Det handler om samfundets sammenhængskraft.
Mens racisterne i Dansk Folkeparti har et ensidigt fokus på at begrænse antallet af fuld- og overskæg samt heldækkende klædedragter, kæmper Lars Løkke Rasmussen for at holde sin egen røv plantet i statsministeriet, og forsøger at holde sin eneste modstander Mette Frederiksen fra døren. Både Mette og Lars ser kun én vej til ministerkontoret: Gennem DFs umenneskelige og ret beset idiotiske livssyn.
DET ER SYND FOR DANMARK. Det er synd for fremtiden.
Som folkepensionist skal jeg ydmyges ved at gå tiggergang hos andre mennesker for at kunne overleve, ganske enkelt fordi godt 5000 kr. pr. måned ganske enkelt ikke kan få noget som helst til at gå op. Altså er jeg nødt til at leve af almisser, og er bundet i den fattigdom Socialdemokratiet og Venstre i fællesskab var enige om at afskaffe i 1930’erne. Den enighed førte til den velstand, der steg og steg indtil den næsten eksploderede i 1960’erne og gav anledning til mange politiske fejltrin.
De fejltrin er for længst tørret af på syge, gamle, børn, arbejdsløse og ikke mindst indvandrere. Det er blevet en vane at finde forsvarsløse grupper og brændemærke dem som de ansvarlige.
Nu sidder vi har så igen og venter på, at finansloven skal gøre hele lortet endnu værre, end det var i forvejen, og idioterne i regeringen og dens tre støttepartier Venstre, Konservative og Liberal Alliance sidder og hopper glade på deres taburetter og fortæller os, med en ivrighed der fuldt og helt lever op til minderne om professor Labri og professor Tribini, at de virkelig har gjort noget godt for Danmarks fremtid: Nødder, store biler og Breezers er blevet billigere.
Det er tricktyveri!
JEG SKAL GERNE GENTAGET det, og også gerne så højt, at Mette Frederiksen kan høre det: Danmark skal ikke være et discountsamfund. Vi vil have et velfungerende velfærdssamfund, hvor tryghed, lighed og fællesskab fylder det hele. Der er ikke brug for at brandskatte de rige, men der skal naturligvis betales mere end der allerede betales, og sker det ikke direkte over skatten, så skal det ske i form af lavere profit på arbejde, ejendom og økonomiske spekulationer.
Der skal betales skat af arv, og den skat skal svare til den der betales af arbejderne. Der skal betales skat af aktieudbytte, så det ikke er mere lukrativt at være aktionær end at arbejde for føden og samfundet. Man kan genoptage den forkætrede og begravede idé om Økonomisk Demokrati eller Overskudsdeling. Man kan overveje nationalisering af bankerne, der koster samfundet enorme summer, og som gør det stadig vanskeligere at være uden platinkort.
Skat er en indtægtskilde for fællesskabet, og det er som en forsikring, intet andet. En forsikring vi alle sammen håber, der aldrig bliver brug for. Men vi gør det for en sikkerheds skyld og endnu bedre, for at naboen kan nyde godt af det, jeg forhåbentlig ikke selv får brug for.
Danmark har muligvis et højt skattetryk, men hvad pokker skal vi bruge den måling til, hvis vi alle har det godt, og vores samfund hele tiden arbejder mod en tryg og sikker fremtid? Hvad betyder skattetrykket, når vi har komfortable, velfungerende, billige offentlige transportsystemer, der skal sikre bevægelighed og ikke profit til private? Hvad betyder skattetrykket for alle de mennesker vi elsker, når de bliver helbredt for cancer?
ET GODT SAMFUND HAR EN PRIS, og med de muligheder der er til rådighed i dag er prisen naturligvis højere end for 50 år siden, men skal vi sætte sundhedsomkostningerne ned, så må vi også ofre liv. Kan det svare sig at forsøge at helbrede et barn med leukæmi?
Problemet er jo ikke, at vi mangler penge. Der er en historisk høj kapitalophobning fordelt på meget, meget få mennesker, mens historisk mange betaler prisen. Det vil sige, at nogle få rider på ryggen af mange, og den fordeling synes både regeringen og de tre støttepartier er i orden.
Det bliver ikke bedre når regeringen sender de tre udenfor døren og i stedet bruger Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten som støttepartier, for der er allerede sat en dagsorden, og den ændres ikke før Dansk Folkeparti væltes fra magten.
Dette politiske uføre kan ikke blive ved. Derfor skal der bruges politikere med fremsyn og mod. Taburetklæbere er der mere end rigeligt af.
Lad os reformere skatten, så den er gennemskuelig, fair og ikke mindst i stand til at finansiere det samfund vi fortjener.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.