MAN HØRER OFTE RIGMÆND og fremtrædende iværksættere klage over den danske Jantelov. De mener, at det fører til misundelse, når de fortæller omkring deres dyre huser eller biler.
Jeg har personligt meget sjældent mødt mennesker, der bliver vildt forargede over hverken husene eller bilerne. Jeg tror egentlig nærmere, at de fleste tænker: Og hvad så? Tillykke med dit flotte hus eller bil, men hvorfor skal du fortælle mig omkring det? Hvorfor skulle det interessere mig? Sådan har jeg det i hvert fald personligt. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med deres seneste bilkøb. Hvad vedkommer det egentlig mig?
Jeg oplever derfor også en langt stærkere Jantelov herhjemme, når det kommer til at fortælle omverden, at man har gjort noget godt for andre - især økonomisk. Eksempelvis kender jeg personligt flere milliardærer, der er panisk angste for at melde ud omkring deres gode gerninger - ikke pga. Janteloven i forhold til deres rigdom, men fordi de er bange for, at der vil blive spekuleret i deres motiver.
Jeg synes, at dette er en kæmpe skam. Derfor vil jeg gerne fremhæve min gode iværksætter-kollega Frank Rasmussen, der er succesfuld iværksætter og for nyligt donerede 10.000 kr. til 10 forskellige enlige forsørgere. Avisen.dk skrev en artikel omkring det, og den gav en del respons:
Jeg ved, at Frank gør dette ud af et godt hjerte. Han og jeg er ikke politisk enige omkring alting, men han har en klar social indignation, som også kommer til udtryk i interviewet med ham. Og den er værd at vise frem.
JEG KAN HUSKE, at da jeg selv tilbage i 00’erne startede en virksomhed, som samlede penge ind til velgørende organisationer (engodsag.dk), så blev vi straks skudt i skoene, om man nu også kunne tillade sig at tjene penge på velgørenhed? Det gjorde vi til trods for, at vi som virksomhed donerede 75% af vores indtægter til de gode formål og til trods for, at vi havde 100% transparens i forhold til vores regnskaber samt havde både Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation i vores bestyrelse og endda fik regnskaberne revisorgodkendt – og havde en advokat som bestyrelsesformand. Alt var åbent og uden skumle bagtanker.
Selvom dette var tilfældet, så blev det problematiseret, at vi skabte en forretningsmodel, som skulle gøre en forskel i verden ved at kombinere forretning og velgørenhed. Der var endda en blogger på Berlingske, som mente at have ”lugtet lunten”, selvom hendes såkaldte analyse af vores daværende økonomi var helt skæv.
Men også iblandt medierne er der prestige i at gå efter sådanne projekter frem for dem, der ”bare” driver en virksomhed.
Hvis vi dengang havde skabt en pornohjemmeside eller et casino, så havde ingen brokket sig over, at vi havde tjent millioner på dette. Men fordi vi samtidig forsøgte at skabe en forretningsmodel, hvor vi ville tjene 25% og NGO’erne 75%, så trådte skepsissen og Janteloven i kraft.
DET ER KLART, at når man hører historier om kyniske forretningsmænd, der tjener penge på at udnytte kræftsyge børn i deres call-centre som i den seneste udgave af Operation X, så skal vi råbe vagt i gevær. Den slags er ulækkert og uetisk, ligesom det er usmageligt, når folk spekulerer i andres ulykke igennem snedige investeringsskemaer etc.
Men når velhavende mennesker vælger at donere penge til dem, der har mindre end dem selv, så bør det ikke være sådan, at de skal overveje bagsiden af medaljen. Det er ikke desto mindre virkeligheden herhjemme.
Uden at ville nævne navne mødtes jeg i sidste uge med ét af Danmarks 10 rigeste individer. Han er et godt og varmt menneske, og han fortalte mig netop om den store guldmedalje, han i manges øjne bærer rundt på, fordi han er en succesfuld forretningsmand.
Han forklarede mig, at bagsiden af den kan være tilsvarende stor, fordi mange så er ’ude efter ham’, men det er ikke, fordi han tjener mange penge, forklarede han mig. Det er, fordi de prøver at ’finde noget på ham’ – eksempelvis i forhold til, om han måtte donere penge for så at opnå de skattefradrag, det kunne give. ”De skattefradrag det kunne give”. Det er sgu da absurd!
HVORFOR IKKE HYLDE MENNESKER SOM HAM, der donerer millioner til velgørende formål, men lige nu er nødt til at gøre det i smug, frem for at spekulere i, hvorvidt han kun gør det for et fradrag? Hvorfor har vi så besynderligt billede af business og filantropi, at vi falder på halen over Steve Jobs og Apple, der nærmest aldrig gav en krone til gode formål, mens Bill Gates, der giver halvdelen af sin formue til at bekæmpe nogle af verdens værste sygdomme, altid skal blive skudt i skoene, at han nok blot gør det for at opnå skattefordele og massive fradrag?
Selv hvis det havde været tilfældet, så er det da bedre, end de mange forretningsmænd, der aldrig kunne drømme om at donere penge til andre, men har rigeligt fokus på at tjene endnu mere til sig selv. Hvorfor er det ikke dem, vi prøver at få i tale og spørge ind til deres sociale indignation, frem for at skyde på dem, der rent faktisk gør noget godt?
JEG MENER I HVERT FALD, at Frank Rasmussen har gjort noget godt. Han har fortjent den goodwill, det måtte give, og 10.000 kr. er muligvis ikke meget ud af Franks samlede formue, men det er væsentligt mere end ingenting. Derfor ønsker jeg at fremhæve ham igen i dette indlæg, og jeg håber, at han og alle andre, der gør noget godt for andre, vil begynde at fortælle langt mere og langt højere omkring det.
Måske kan det føre til, hvad forfatteren Svend Åge Madsen beskriver i bogen ”De gode mennesker i Aarhus”. Et fantastisk lille værk hvor han leger med en virkligheden, hvor godhed breder sig som en slags epidemi i min hjemby Aarhus – hvor det smitter, fordi det bliver delt og delt, og fordi vi nærmest ikke kan tale om andet.
Lad os blot smitte af godhedsepidemien. Du dør ikke af den. Tværtimod.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.