Blogger: Hvorfor skulle jeg råde mine børn til at blive sygeplejerske?
Blog

Af Lise Müller
Se alle blogindlæg

Om Lise Müller

Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Netop de offentligt ansattes ytringsfrihed er en mærkesag for Lise Müller, ligesom hun mest blogger om sundhedsvæsnet og den offentlige sektor. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.

MERE END NOGENSINDE må jeg erkende, at motivation er en væsentlig faktor, for at man kan gå glad og optimistisk på arbejde. Den motivation har fået sig en ordentlig bule, efter at Staten, kommunerne og regionerne ryddede bordet og varslede en omfattende lockout mod de ansatte. Lockouten er historisk stor og efter min mening uden proportioner.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

De, der forhandler på statens område, er de samme, der beslutter lockout og igen de samme, der bestemmer det lov-indgreb, som naturligvis kommer. Det virker som en ret ulige kamp. En gigantisk magt-demonstration, som jeg ved er planlagt, for det er Moderniseringsstyrelsens erklærede mål at sænke de offentlige udgifter ved at forringe og svække overenskomsterne.

Jeg sidder lige nu og leder efter min motivation. Og samtidig spekulerer jeg på, hvad jeg skal råde mine børn til, når tiden kommer dertil, hvor de skal vælge uddannelse.
De seneste år har man erkendt, at for mange unge vælger gymnasiet og siden universitetet, for vi mangler faglært arbejdskraft. Det er en katastrofe for Danmark.

Vi kommer også til at mangle både lærere, sygeplejersker og SOSU’er. Over hele landet mangler der SOSU-assistenter og mange steder også sygeplejersker. Det skaber dårlige vilkår for vores ældre og basis for rigtig mange fejl og ringe kvalitet, når kontinuiteten brydes af nye vikarer på daglig basis.

Når der er mangel, ville det give mening at foreslå sine børn at gå den vej. Ja, faktisk langt mere end at blive universitetsuddannede. Jeg burde derfor kunne sige til mine børn, at de roligt kan gå i mit fodspor og fx blive sygeplejerske. Der vil være arbejde langt frem i tiden til dem.

Men det tror jeg ikke jeg kommer til. Jeg ville aldrig kunne få det over mine læber.

FOR JEG ER TRÆT. Og jeg kan se, at mine kolleger er trætte. Min krop er træt. Men jeg er åbenbart grådig og ikke effektiv nok. Derfor skrues der op for kontrol-funktioner og dokumentation. Det må være efter devisen, at der må kunne presses lidt mere saft ud af den segnefærdige citron, som den offentlige sektor efterhånden er.
De penge, der skulle gå til flere hænder og højere løn, går til at lette afgifterne på biler, på arv og på andre ting, som mest kommer den øverste del af befolkningen til gode. Ressourcer, der skulle bruges til at styrke velfærdssamfundet, flyder ud af landet i skattely og svindel-udbetalinger. Men det er mig, der er grådig. Jeg er ”kun optaget af at få og ikke af at give”.
Mens mine kolleger på hospitalerne løber spidsrod mellem patienterne, siger de, vi ikke er effektive nok, og skruer op for kontrollen og ambitionerne. Men det er mig og os, den er gal med.

MENS PATIENTER BLIVER udskrevet midt om natten, ligger i lag på gangene og en grædende mand fortæller mig, at han aldrig mere skal indlægges på hospitalet, så rædselsfuldt som det var, skruer de op. For tempoet, for ambitionerne og for arrogancen.

Et kafkask system, der modarbejder og degraderer de syge i beskæftigelsessystemet, et sundhedsvæsen på vej i knæ og en demotiveret folkeskole. Det er det velfærdssamfund, der står tilbage som brændte stubbe på en engang så frodig mark. De midler, som skulle gå til at styrke velfærdsydelserne som en del af det system, langt de fleste af os er tilhængere af, bruges nu til at udpine og forringe selvsamme og forgylde de, der i forvejen har mest. Det skal bruges til at forringe mine arbejdsvilkår, som igen forringer de ydelser, som jeg som sygeplejerske kan levere til patienterne. Patienterne som har betalt deres skat hele deres liv.

Astrid Lindgren lod Pippi sige, at ”den, der er vældig stærk, bør også være vældig rar”. Det er værd at huske på, at når kampen er slut, er det meget uheldigt, hvis de fleste har svært ved at se dem selv i deres fag længere. Det er også en arbejdsgiver-opgave at motivere sine medarbejdere. Det er svært at finde motivationen, når man føler sig snig-løbet. Folkeskolen kæmper stadig med eftervirkningerne af lockouten i 2013. Begå ikke samme fejl igen.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.