OVERENSKOMSTFORHANDLINGERNE på det offentlige område skulle for længst være i fuld gang. Men der skete ikke en skid før mandag den 22.januar, hvor arbejdsgiverne endelig bukkede under for presset og gik til forhandlingsbordet.

Årsagen er, at arbejdsgiverne i stat, kommune og regioner med Sofie Løhde i spidsen er blevet presset op i en krog af den musketered, som fagbevægelsen i den offentlige sektor har indgået.

ARBEJDSGIVERNE I DEN offentlige sektor er traditionen tro kommet med det ene mere rabiate CEPOS-inspirerede forringelsesforslag efter det andet. Men der er intet, der tyder på, at de selv tror på, at de har en kinamands chance for at få nogle af dem igennem. Der gik nemlig et chok igennem arbejdsgiverne, da de opdagede, at fagbevægelsen ikke kunne splittes, men tvært om aflagde en musketered:

Får lærerne ikke en overenskomst, så bliver der ingen overenskomstfornyelse med resten af den offentlige sektors medarbejdere. Det næste chok kom umiddelbart efter. Sofie Løhdes ultimative provokation om offentlige ansattes guldrandede løn og lønudvikling udløste en sand lavine på de sociale medier. Det blev en shitstorm, der slog ud på richterskalaen, og som viste, at store dele af arbejderklassen har kastet finanskrisens mentale benlås af sig og har lagt afmagten og apatien.

DER ER NEMLIG sket forandring nedefra, som magthaverne ikke har opfanget: Arbejderklassen har haft ryggen mod muren i de seneste 10 år. Men nu er de klar til modangreb. De uofficielle og overenskomststridige strejker er tilbage efter mange års totale nulpunkt, og den gode nyhed er, at det er arbejdstagerne, der vinder på det.

Folkestemningen er med de offentlige ansatte og velfærdssamfundet. Hvorfor skal skattesvindlere i millionklassen slippe helt uden om offentlig kontrol, mens syge og kontanthjælpsmodtagere skal kontrolleres i hoved og røv? Hvorfor skal offentlige topchefer forgyldes med kæmpemæssige bonusser, mens de nedlægger velfærdssamfundet?

TITUSINDVIS AF DANSKERE er dødtrætte af regeringens snak om, at den offentlige sektor skal køre længere på literen, alt imens vilkårene for børn, elever, syge, ældre, handicappede og udsatte forringes.

Og hvis man er i tvivl om, hvorvidt offentlige ansatte er klar til storkonflikt, så skal man blot se på hvor mange lærere, der landet over deltager i Danmarks Lærerforenings overenskomstsmøder. Stemningen og fremmødet minder til forveksling om Danmarks smukkeste festival.

KORT SAGT: Lønmodtagersiden er ved at ryste granatchokket fra finanskrisen 2008-2016 af sig og finder langsomt, men sikkert modet, viljen og styrken til at give arbejdsgiverne kvalificeret modspil. Derfor er Sofie Løhde, moderniseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner presset. For de kan også aflæse, hvilken vej pendulet svinger.

Mange havde troet, at fredag den 19. januar ville være dagen, hvor Sofie Løhde og Moderniseringsstyrelsen ville frafalde deres krav om afskaffelse af den betalte frokostpause, som har eksisteret siden 1921. Men intet skete. Der foregår pt. en regulær magtkamp mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne om, hvem der giver sig først.

ARBEJDSGIVERNE MED Sofie Løhde og Moderniseringsstyrelsen i spidsen ved godt, at hvis de giver sig for tidligt, så vil resten af fagbevægelsen kræve alle krav om overenskomstforringelser fejet af bordet. Men ikke nok med det, fagbevægelsen vil også kræve markante forbedringer, som de gjorde i 2008, hvor arbejdsgiverne endte med ryggen mod muren.

Derfor forsøger arbejdsgiverne at trække tiden så langt som muligt, til tidspunktet hvor overenskomstforhandlingerne skal være slut, den 28. februar. Forhandlingerne om en ny overenskomst for landets 67.000 folkeskolelærere er historien om et forudsigeligt nederlag til arbejdsgivernes og politikernes overgreb på lærerne og den danske model.

JO LÆNGERE TID forhandlingerne trækker ud, jo bedre for alle offentlige ansatte. For jo tættere vi kommer på den 28. februar, jo sværere vil det være for arbejdsgiverne at komme igennem med alle deres forringelser. Jo tættere vi kommer på den 28. februar, jo bedre bliver lærernes overenskomst. Men vigtigst af alt: Arbejdsgiverne vil blive nødt til indgå aftale om markante forbedringer, der afspejler det, som offentlige ansatte har mistet ved overenskomstforhandlingerne under finanskrisen. Ligeløn står meget højt på den liste.

ARBEJDSGIVERNE VIL GØRE alt for at undgå en storkonflikt. For selv om de sparer mange millioner kroner ved en storkonflikt i den offentlige sektor, så vindes der mere på den lange bane for lønarbejderne. Historien viser tydeligt, at effekten af et ændret styrkeforhold til gavn for lønmodtagerne skaber varige progressive forandringer. Det er svært at forestille sig, at regeringen tør gribe ind og lave et Søren-og-Mette-i-benlås-indgreb, som det skete i forbindelse med OK-13, hvor Thorning-regeringen greb ind over for lærerne.

OK13-erfaringerne viser smerteligt, hvor stor upopularitet det medfører, når politikerne tilsidesætter Den danske model, og det vil Løkke & co. ikke risikere så tæt på et folketingsvalg.

SÅ KOMMER DER EN STORKONFLIKT? Ikke hvis det står til arbejdsgiverne og store dele af fagbevægelsens top. Der snakkes om og forberedes til storkonflikt, men flertallet på begge sider af forhandlingsbordet håber på et resultat, inden en storkonflikt slipper fællesskabets styrke løs. Jeg håber til gengæld, at storkonflikt bliver en realitet. Danmark trænger til en ny politisk udvikling, og hvad er bedre til at sikre det end en generalstrejke.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.