Flere og flere af de varer, vi køber, er fremstillet af kinesiske hænder. Det går ud over lønnen i de danske virksomheder, der konkurrerer med de billige, kinesiske produkter. Især faglærtes og ufaglærtes løn, der sakker bagud.
Det viser en ny undersøgelse, som Kraks Fonds Byforskning offentliggør mandag. Bag undersøgelsen står tre økonomiprofessorer, heriblandt Jakob Roland Munch fra Københavns Universitet.
- Vi har set på nogle af globaliseringens omkostninger, og det er især kortuddannede og ansatte i stillinger med rutineprægede opgaver, der bliver ramt af den kinesiske konkurrence, siger han.
På 20 år er de kinesiske varer steget fra at udgøre én procent af den samlede danske import til 7,8 procent i 2010. I nogle brancher sidder Kina på over 20 procent af importen. For eksempel kommer hvert fjerde importerede møbel fra Kina.
For 3F er det ikke nyt, at globaliseringen har en social slagside, som rammer deres medlemmer. Det handler derfor om, hvad vi kan gøre for ikke at lade denne gruppe i stikken, mener Anita Vium Jørgensen, der er økonom i 3F.
- Vi skal hjælpe folk over i andre jobfunktioner med mere varieret og fleksibelt indhold, for det er det, vi skal konkurrere på fremover, siger hun.
Jan Kæraa Rasmussen, cheføkonom i LO, er enig i, at det handler om at få opkvalificeret lønmodtagerne. Han peger på uddannelse til de kortuddannede som afgørende i den sammenhæng.
- Det er vigtigt, at samfundet styrker denne gruppes muligheder for omstilling og dygtiggørelse, så de kan fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet, siger han.
Konkurrencen fra Kina er ikke nogen ny problemstilling. Men det er første gang, det er lykkedes forskere at dokumentere, at den øgede import af varer fra Kina skaber en ulige lønudvikling i danske virksomheder.