Efter 11 år som mand og kone, er 74-årige Bille August og 51-årige Sara-Marie Maltha gået fra hinanden.
Det skriver SE og HØR, som har fået bruddet bekræftet af filminstruktøren selv.
- Det er korrekt at Sara-Marie og jeg er flyttet fra hinanden. Jeg har i øjeblikket ikke flere kommentarer til situationen, udtaler Bille august til SE og HØR.
Parret fandt sammen for 21 år siden og har sammen fået tre børn. Deres yngste datter, Aya Anemone, er 10 år og er sammen med Sara-Marie flyttet ud af deres hjem i Hellerup.
Den 74-årige prisvindende instruktør har tidligere været gift og skal nu igennem sin fjerde skilsmisse.
Filminstruktørens første ægteskab var med Annie Munksgård Lauritzen. De fik an søn sammen i 1978. Så var han gift med Masja Dessau. Også det ægteskab berigede Bille med en søn. Mellem 1991 og 1997 var han gift med den svenske skuespiller Pernilla August, som han fik døtrene Asta og Alba med, som begge er skuespillere.
Sara-Marie Maltha har blandt andet medvirket i tv-serierne "Livvagterne", "Forbrydelsen III" og "Herrens Veje". Hun havde desuden også en rolle i Bille Augusts seneste film "Kysset".