En 32-årig mand er i livsfare, efter at han torsdag aften lidt efter klokken 21 blev ramt af en bil på Park Allé i Aarhus.
Bilisten var kommet kørende med 40-50 kilometer i timen, da den 32-årige pludselig var på vejen, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Carsten Dahl.
- Han kører uden om en parkeret bil og rammer fodgængeren, der gik på tværs af gaden, frontalt.
- Han har forklaret, at han ser fodgængeren for sent - først umiddelbart inden, han rammer ham, fortæller vagtchefen.
Der er en kurve på Park Allé lige omkring, hvor ulykken skete, og det kan være medvirkende til, at den 22-årige bilist ikke så fodgængeren, påpeger vagtchefen.
Den 32-årige mand fra Aarhus pådrog sig indre blødninger ved ulykken, fortæller Carsten Dahl.
/ritzau/