811 kilometer fra det moderne Ghanas hovedstad, Accra, ligger hekselejren i den lille landsby Gambaga.

Her, hvor det frodige tropeland bliver til Sahara-ørkenens støv, er op mod 500 kvinder interneret på ubestemt tid. Fælles for dem alle er, at de er blevet jaget på flugt fra deres familier og landsbyer efter anklager om hekserier.

De afsoner i praksis en livstidsdom for sort magi. En dom, der ofte er baseret på forlydender og er fældet efter en yderst tvivlsom rettergang.

På flugt fra døden

Zaratu Tidanas historie er typisk. Hun faldt i unåde hos sin familie, efter hendes mands yngre kone (i Nordghana er flerkoneri tilladt og udbredt, red.) anklagede hende for at have forhekset sin søn, som havde fået feberanfald.

»Min rivalinde kunne ikke lide at have mig i min mands hus, så hun brugte sin søns sygdom som undskyldning for at anklage mig for hekseri,« forklarer Zaratu Tidana.

Efter hendes svoger truede med at skære halsen over på hende, flygtede hun til hekselejren i Gambaga og har hverken set sin mand eller sine børn siden. Hun siger, at hun aldrig har brugt magiske kræfter til at skade nogen.

Troen på det overnaturlige

I mange af Ghanas fattige yderregioner er det ikke ualmindeligt at velsigne egne afgrøder – og forbande andres. En dårlig høst kan på den måde forklares med, at ens marker er blevet ramt af forbandelse.

Det er heller ikke noget særsyn, at sygdomme som malaria, gul feber eller meningitis bliver tilskrevet sort magi fra personer med magiske kræfter. Og så begynder heksejagten. Næsten altid er det kvinder, der anklages for hekseri og bliver tvunget på flugt.

Mange gange handler det også om at komme af med en økonomisk byrde.

En heks for retten

Når anklagede kvinder ankommer til hekselejren i Gambaga, skal de stå skoleret for landsbyens almægtige høvding, Wuni Yahaya, der står for en simpel hekseprøve. Hovedet vrides af en høne, som høvdingen efterfølgende kaster op i luften. Lander den på ryggen, er den anklagede uskyldig. Lander den på brystet, er hun en heks og må – for sin egen sikkerheds skyld – forblive i lejren, indtil det er sikkert for hende at vende tilbage til sin gamle landsby.

Efter sigende har høvding Wuni de største spirituelle kræfter i området. Kræfterne er gået i arv fra hans forfædre, som alle har fungeret som åndelige overhoveder i hekselejren i Gambaga, der har eksisteret i over 200 år.

Når en heks er dømt skyldig, bliver hun uskadeliggjort af høvdingen gennem forskellige ritualer og derefter henvist en plads i landsbyen, hvor hun skal blive, indtil hendes familie henter hende igen. Det sker sjældent, og derfor må de fleste hekse indstille sig på at tilbringe resten af deres dage i Gambaga, hvor de arbejder med dyrkning af yams eller jordnødder.

Adskillige tjener dog også i høvdingens harem. Det hævdes, at han har taget op imod 35 af heksene som sine hustruer.

Uvillige politikere

Hekselejren i Gambaga er en varm kartoffel for det politiske styre i Ghana.

Kirkelige organisationer, der fører tilsyn med lejren, holder fast på, at Gambaga er et af de eneste tilflugtssteder for de fattige og socialt udstødte hekse, som ikke uden videre kan vende hjem.

Humanitære og feministiske organisationer arbejder derimod for, at lejren nedlægges, så heksene bliver fri af deres fangenskab . Det dilemma førte i 1998 til, at over 200 hekse blev frigivet efter organisationernes pres. Men de nægtede at forlade Gambaga.

Andre kritikere peger på, at den politiske uvilje mod at løse problemet skyldes, at der ikke er nogen stemmer at hente i det fattige Nordghana, hvor kun få kan læse og skrive, og hvor troen på ældgamle stammestrukturer er væsentligt større end på det demokrati, der i år fejrer 50 år i Ghana.

Tilbage i Gambaga kan heksene kun krydse fingre for, at deres familier henter dem tilbage.

»Jeg venter stadig på min familie. Den skal nok komme en dag,« fortæller Zaratu Tidana.

Hun har foreløbigt ventet i 24 år.