Danseren og musicalstjernen Silas Holst fortæller i ny bog om nogle af de grimme beskeder han har måttet stå model til.
Den værste handlede om hans datter; "Jeg håber, at din datter dør under fødslen", stod der blandt andet i beskeden.
I et interview med Ekstra Bladet fortæller han, at de hadske beskeder, som i høj grad tog udgangspunkt i hans seksualitet var tæt på, at knække ham.
- Men i stedet for at lade den knække mig, så tænkte jeg, at jeg var nødt til at prøve at gøre noget, siger den 39-årige to-børns far i interviewet.
Han vendte situationen på hovedet og har skrevet bogen "NOK – mit møde med had og mobning på de sociale medier".
Her beskriver han tidens tendenser med trusler, hadebeskeder og chikane på de sociale medier og interviewer en række personer - blandt andre politikeren Søren Pape Poulsen, præsten Michael Brautsch og psykologen Ulla Dyrløv. Og ikke mindst konfronterer han nogle af de mennesker, der medvirker til had.
Til Ekstra Bladet fortæller han videre, at der ingen grænser er, når folk skriver til ham privat. Der er tonen vildere end i kommentarfelterne, hvor ord som "bøssesvin" ikke er usædvanligt.
- Men jeg har da flere gange fået at vide, at folk håber, at aids ville tage livet af mig, eller når jeg har lagt et billede op, hvor jeg har tabt mig, har folk kaldt mig en kz-fange, det er heller ikke OK.
"NOK – mit møde med had og mobning på de sociale medier" udkom i dag og kan købes her