Trods svære kår for avisproduktion og de traditionelle medier, er Berlingske Media på vej mod overskud i 2012.
Det viser onsdagens halvårsregnskab fra Berlingske Medias ejer, Mecom Group.
Tidligere på året nedjusterede Mecom kraftigt - blandt andet på grund af pres på annoncepriserne og dårligt løssalg af BT - men den danske gren af selskabet, som blandt andet står bag Berlingske, BT og en række jyske lokalaviser, går altså trods alt i sort.
- Det er glædeligt at konstatere, at vi har fremgang i den digitale omsætning og har kunnet udnytte andre muligheder for indtjening, når den traditionelle omsætning er under pres, siger Berlingskes koncernchef Lisbeth Knudsen i en pressemeddelelse.
Driftsresultat før renter, skat samt af- og nedskrivninger lyder på 67,7 millioner kroner, hvilket er en lille fremgang. For Mecom er driftsresultatet faldet kraftigt og er nu på godt 283 millioner kroner.
Regnskabet viser, at annoncesalget for Berlingske Medier er gået ned med 13 procent i forhold til niveauet i 2011, mens bladsalget er faldet med 8 procent i forhold til året før.
Koncernen har været ude i en større spareøvelse, der har kostet medarbejdere, men har samtidig satset på andre indtjeningsmuligheder.
I 2010 gik Berlingske Media i sorte tal efter at have kæmpet med et stort underskud i mange år.
Denne udvikling blev fastholdt i 2011 og fortsætter altså nu ind i 2012.
- Efteråret kommer til at byde på en række nye initiativer både produktmæssigt og forretningsmæssigt i Berlingske Media.
- Det gælder bl.a. et nyt magasin til BT, overgang til betalings-web for flere af vores kendte brands og nye mobile satsninger som den Business iPad-app, vi lige netop har lanceret, siger Lisbeth Knudsen.
Der har tidligere været spekuleret i, at Berlingske Media skal have ny ejer efter et chefskifte i Mecom.
/ritzau/