De Konservatives forslag om, at man fremover skal kunne tage en "bedstes første sygedag" gælder kun ved "alvorlig sygdom".
Det understreger den konservative partitop torsdag på partiets sommergruppemøde.
- Det drejer sig ikke om en lille snue eller ondt i hovedet eller noget i den stil. Det drejer sig om alvorlig sygdom, hvor der virkelig er brug for, at der er nogen, der kommer og hjælper til, siger partiets socialordfører, Benedikte Kiær.
- Hvis den ældre er hamrende syg af influenza eller noget andet alvorligt, så er det en god idé, hvis man kunne transformere en omsorgsdag til, at man kunne være hos den ældre, siger hun.
Dansk Arbejdsgiverforening har over for Ritzau stillet sig "helt uforstående" overfor forslaget, der ifølge De Konservative skal skabe mere frihed til at få familien til at fungere.
Men den rationalisering holder ikke ifølge administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jørn Neergaard Larsen.
- Vi har et meget fleksibelt arbejdsmarked med de fem ekstra fridage, vi har.
- Så hvis der er ansatte, der kommer i den situation, at de skal have fri, så er det allerede noget, man i dag har mulighed for at håndtere inden for rammerne af de feriedage og fridage, der er i dag, siger han.
De Konservative fastslår, at det skal være op til arbejdsmarkedets parter at finde frem til en løsning om "bedstes første sygedag". Forslaget er blot tænkt som "en opfordring", siger Benedikte Kiær fra De Konservatives sommergruppemøde.
/ritzau/