Af Lars Igum Rasmussen, laig@avisen.dk
Siden 1998 har de danske sundhedsmyndigheder forsøgt at få danske provinshospitaler til at droppe de alt for svære operationer for æggestokkræft. Uden held. De små hospitaler makkede ikke ret.
På trods af at Danmark ifølge Sundhedsstyrelsen i årevis har haft langt dårligere behandlingsresultater end de lande, vi normalt sammenligner os med, på grund af mangel på centralisering af indgrebene.
Med den nye sundhedslov har styrelsen fået magt, og i går offentliggjorde den, at de komplicerede operationer i fremtiden kun må foretages på fire store afdelinger - hvor, er endnu uvist. I modsætning til mere end 50 i 2003 og seks afdelinger i dag.
»Nye behandlingsteknikker giver bedre resultater, men er også mere komplicerede. Derfor er det nødvendigt at koncentrere dem på få hænder,« siger kontorchef i Sundhedsstyrelsen Lone de Neergaard og understreger, at en samling vil sikre danske kvinder den bedst mulige behandling.
Centerdirektør Bent Ottesen på Rigshospitalet er enig:
»Det kræver særlige teknikker, og derfor er denne centralisering så vigtig, så lægerne får rutinen og komplikationer undgås,« siger han.
Sundhedsstyrelsen fastslog i 2001 at indgrebet fagligt set kun burde foregå på fem afdelinger. Alligevel var hospitalerne - der drives af landets regioner - bedøvende ligeglade med landets øverste sundhedsmyndighed. Men med de nye muskler har styrelsen sendt et klart signal til hospitalerne, da området for gynækologi og obstetrik, hvorunder æggestokkræft hører, er det første i myndighedernes gennemgang af samtlige 37 specialer.
Der foretages cirka 500 operationer for denne kræftform årligt.