Narkomaner, alkoholikere og andre socialt udsatte skal ud af Aarhus midtby, ud hvor der er mere plads, luft og lidt højere til himlen.
Det er ihvertfald planen, at kommunen med fire-fem udvalgte, såkaldte "hellesteder" vil lokke de socialt udsatte væk fra Klostertorvet i det indre Aarhus.
Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Men det er ikke alle der er lige lykkelige for planen.
Blandt andre slår beboerne i det nybyggede Ceres Hus på den anden side af Aarhus Å sig i tøjret over at få udsigt til et "hellested" placeret i Åparken - lige udenfor deres vinduer.
"Hellestederne" er tænkt etableret uden en egentlig nabohøring, men med informationsmøde og -materiale.
Det har fået Ejerforeningen Cereshus til at sende et brev til byrådet, hvori den udtrykker bekymring over placeringen af "hellestedet":
"Vi mener, det er helt utilstrækkeligt kun at lave en orientering efter, at beslutningen er truffet. Lad os hellere få en åben dialog i Aarhus om den bedst mulige fremtidige udnyttelse af Åparken som den rekreative grønne kile, der skaber sammenhæng til midtbyen, inden der træffes endelige beslutninger", skriver Ejerforeningen Cereshus ifølge Aarhus Stiftstidende.
Ejerforeningen beder byrådet om at udsætte beslutningen, og give beboerne mulighed for at gøre indsigelser. Det er imødekommet af byrådet og Ejerforeningen Cereshus får nu lov til at ytre sig i sagen.
Der er altid protester
Der er allerede oprettet "hellesteder" ved Mindet 12A og i Sydhavnen. Et "hellested" er på vej i Rådhusparken, mens et "hellested" på Vesterbro Torv er blevet opgivet.
Det var dog ikke beboerprotester, der forhindrede de socialt udsatte at få et sted på Vesterbro Torv. Det var de trafikale forhold.
- Protesterne var vi forberedt på. Lige meget hvor vi placerer en bænk, der står socialt udsatte på, vil der være protester, sagde daværende socialrådmand Thomas Medom (SF) i juli til Århus Stiftstidende.