Bayern München kan føje den europæiske Super Cup-pokal til samlingen af trofæer, efter at tyskerne fredag aften besejrede Chelsea efter straffesparkskonkurrence i Prag.
Det blev udgangen på en dramatisk kamp, hvor Chelsea trods en mand i undertal bragte sig foran 2-1 på Eden Hazards scoring i den forlængede spilletid og derefter var sekunder fra at vinde pokalen.
Men Bayerns Javi Martinez udlignede på kampens absolut sidste spark og sendte de to hold i straffesparkskonkurrence - præcis som de var, da de mødtes i Champions League-finalen i München for 15 måneder siden.
Modsat dengang viste Bayern-spillerne de stærkeste nerver. Romelu Lukaku blev Chelseas skurk, da han som den eneste kiksede fra 11-meter-pletten.
For Bayern-træner Josep Guardiola var det første trofæ i spidsen for den tyske storklub, og sejren smager formentlig endnu bedre, fordi Chelseas manager hedder José Mourinho.
De to trænere havde et mildt sagt anspændt forhold til hinanden, da de tidligere stod i spidsen for henholdsvis Barcelona og Real Madrid.
Chelsea var ellers først ude af starthullerne og kom foran på en pragtscoring allerede efter otte minutters spil.
André Schürrle blev spillet fri i højre side, og han centrede til Fernando Torres, der med en imponerende førstegangsafslutning satte bolden op i målhjørnet bag Manuel Neuer i Bayern-målet.
Men Bayern-spillerne rørte snart på sig. Ikke overraskende havde de tyske mestre og forsvarende Champions League-vindere et stort overtag i boldbesiddelse, og Chelsea-målmand Petr Cech måtte ud i flere gode aktioner, inden der blev udlignet.
Der var ikke spillet mere end et par minutter af anden halvleg, da Franck Ribery sendte en kanonkugle mod Chelseas mål, hvor Cech foran landsmændene på tribunen i den tjekkiske hovedstad reagerede en smule for langsomt.
Det gjorde han til gengæld ikke i resten af kampen - tværtimod var han med adskillige store redninger tæt på at sikre sin klub Super Cuppen.
Til sidst gik det dog galt, og dermed fik Bayern sin revanche for det smertefulde nederlag i Champions League-finalen i 2012, da Chelsea vandt efter straffespark på Bayerns hjemmebane i München.
Det er første gang, at Bayern vinder Super Cuppen.
/ritzau/