I weekenden tabte Bayern München overraskende 0-2 ude mod Hoffenheim i Bundesligaen i en kamp, hvor Bayerns offensiv bestemt ikke imponerede.
Sydtyskernes stjerneangriber Robert Lewandowski var skuffet over holdets indsats, men han langede samtidig ud efter klubbens ledelse for ikke at være villig til at betale, hvad stjernespillere koster i dagens marked.
- Bayern er nødt til at komme med noget nyt og kreativt, hvis man fortsat vil have verdensklassespillere til München.
- Og hvis man ønsker at være med i toppen, skal du have den slags kvalitetsspillere, sagde Lewandowski efter nederlaget ifølge spiegel.de.
- Til dato har Bayern aldrig betalt mere end 40 millioner euro (cirka 300 millioner kroner) for en spiller. I international fodbold har det jo længe mere været prisen for en gennemsnitlig spiller end en topspiller.
Men de udtalelser er ikke faldet i god jord hos Bayern Münchens præsident, Karl-Heinz Rummenigge.
- Robert er tydeligvis blevet påvirket af Paris Saint-Germains indkøb (Neymar og Kylian Mbappé, red.), siger Rummenigge til Bild.
- Ikke desto mindre er han ansat hos os som fodboldspiller og tjener mange penge.
Klubpræsidenten slår fast, at Lewandowski skal tænke sig om fremadrettet, førend han udtaler sig.
- Alle, som kritiserer træneren, klubben eller holdkammeraterne, vil øjeblikkeligt få problemer med mig personligt, lyder det fra Rummenigge.
I sidste sæson brokkede den polske stjerneangriber sig over manglende støtte fra holdkammeraterne, da han blev overhalet som topscorer i ligaen af Borussia Dortmunds Pierre-Emerick Aubameyang.
/ritzau/