Tusindvis af danske bankkunder bliver hver dag lokket til bruge deres opsparing på aktier i den bank, hvor de har deres penge. Nogle bliver endda tilbudt at låne penge til aktieinvesteringen. Men det er dybt problematisk og bør helt forbydes, mener Dansk Aktionærforening og Forbrugerrådet.
Baggrunden er, at kunderne i den krakkede Roskilde Bank står tilbage med en gæld på mindst et par hundrede millioner kroner, fordi de lod sig lokke af bankens systematiske tilbud om at låne penge til at købe aktier i banken.
»Sagen om Roskilde Bank er meget speciel, fordi banken nærmest har kørt et aktionær-pyramidespil, hvor man hele tiden har opfordret kunderne til at købe aktier for derved at holde prisen for aktierne kunstigt højt oppe,« siger John Norden, direktør for rådgivnings-portalen Mybanker.
Men langt de fleste danske banker sælger egne aktier til kunderne, oplyser Finanstilsynet.
»De mindre banker er afhængige af deres netværk blandt kunderne for at sælge deres aktier, og det er ikke i strid med reglerne,« siger Annette Bjaaland Andersen, kontorchef i Finanstilsynet, som netop nu undersøger, om reglerne skal laves om.
I Forbrugerrådet mener økonom Carsten Holdum at sagen om Roskilde Bank med tydeligt viser, at der er behov for nye regler på området. Forbrugerrådet foreslår, at småaktionærer maksimalt må eje for 20.000 kroner aktier i deres bank, eller at det helt forbydes bankerne at anbefale aktier til kunderne.
»I en børsnoteret virksomhed må man heller ikke anbefale egne aktier over for kunderne, fordi man har en insider-viden,« påpeger Carsten Holdum.
Dansk Aktionærforening mener også, at bankers salg af aktier til kunderne bør forbydes, fordi bankens ansatte ender i en dobbeltrolle som både rådgivere og sælgere. Det er uetisk, mener foreningen.