Vi kender hende som den sympatiske og lidt naive stuepige i TV 2’s successerie ’Badehotellet’, men bag facaden har skuespiller Ulla Vejby ikke altid haft det lige let.
Da hun var færdig med sin drømmeuddannelse, blev hun ramt af en krise, der var så stor, at hun mærkede den fysisk. Det var som en kæmpe, tung sten, der lå pog pressede ned på hendes bryst. Det skriver Alt.dk.
Angst for ikke at kunne præstere som færdiguddannet, var det, der tyngede den unge skuespillers sind. Hun måtte derfor søge professionel hjælp til at komme af med sine indre dæmoner.
- Da jeg var ved at være færdig på skuespillerskolen, kæmpede jeg i en periode med angst. Jeg havde det, som om en kæmpe, tung sten lå på mit bryst, især når jeg nærmede mig skolen og teatret. Da var det godt at gå hos en psykolog, som hjalp mig med at finde ud af, hvad det handlede om, siger den 33-årige Ulla Vejby, der under uddannelsen tit følte sig presset til at kaste sig ud på dybt vand.
I dag har hun det godt, og bor i Kokkedal med sin mand, Michael, og to små døtre.
Ulla Vejby kom ind på teaterskolen i Aarhus i fjerde forsøg og blev færdiguddannet i 2012.